Stor maskinhandler går på pension - Danish Agro køber

Danish Agro køber maskinforretningen A. P. Jørgensen i Ribe.

Ellen Jørgensen er 74 år og driver den store jyske Claas-maskinforretning A. P. Jørgensen. Men nu er det slut.

Hun har valgt at gå på pension og sælger firmaet til Claas-importøren Danish Agro, som det seneste halve år har købt op blandt danske Claas-forhandlere. Med købet har Danish Agro Machinery egne forretninger - med direkte kontakt til landmændene - over hele landet.

A. P. Jørgensen - der er en enkeltmandsvirksomhed og således ikke har offentliggjorte regnskaber - har eksisteret i 121 år og er en af Danmarks ældste landbrugsmaskinforretninger. Overdragelsen sker 1. januar 2018.

Ellen Jørgensen kalder beslutningen om salg og generationsskifte for 'rettidig omhu'.

"Jeg har ingen efterkommere til at drive firmaet videre, og jeg er derfor rigtig glad for, at Danish Agro
Machinery nu har købt min forretning. Efter at have mødt ledelsen i Danish Agro Machinery -
Christian Junker, Henning Haahr og Jens Skifter – er jeg sikker på, at de vil drive forretningen videre,
med respekt for den særlige ånd, der er i et gammelt familiefirma. God service, ærlighed og frem for
alt ordentlighed over for såvel kunder som personale har altid betydet meget for mig. Det har også
betydet meget for mig, at hele mit personale er sikret arbejde fremover," siger hun i en pressemeddelelse.

"Jeg selv går på pension. Ikke fordi jeg er træt af at drive firmaet, men fordi de store forandringer der
sker i vores branche, nødvendigvis kræver yngre mennesker, som kan følge med i den tekniske
udvikling," slutter hun.

Den nuværende direktør og daglig leder i A. P. Jørgensen, Hans Bjerregaard, der har været ansat i
firmaet i 52 år, vil fortsætte i sin rolle i en overgangsperiode, indtil han selv går på pension.

Med købet ejer Danish Agro majoriteten - eller er i en overtagelsesfase - af Almas Agro i Nordjylland, Traktor & Høstspecialisten i Øst- og Midtjylland, A.P. Jørgensen i Sydjylland, Ringe Maskinforretning på Fyn og Røstofte Maskiner på Sjælland og Lolland.

Koncernchef i Danish Agro, Christian Junker, betegner aftalen som helt særlig for Danish Agro.

"A. P. Jørgensen har en unik historie og en stærk ejer og leder i Ellen Jørgensen, der har drevet
virksomheden kompetent og passioneret siden 2000. Virksomheden, der i 2016 omsatte for 148 mio.
kr. og beskæftiger 39 medarbejdere, er kendetegnet ved en stærk kultur, stor professionalisme og
dygtige medarbejdere. Der er ingen tvivl om, at Ellen Jørgensen har betydet meget for den danske
maskinhandlerbranche, og vi er meget glade for, at hun har ønsket at sælge sin families livsværk til os.
Vi ser et stort potentiale i A. P. Jørgensen og vil udvikle virksomheden med respekt for dens historie
og kultur," siger han i pressemeddelelsen.

Adm. direktør i Danish Agro Machinery Holding A/S, Jens Skifter, er også tilfreds med aftalen.

"A. P. Jørgensen er kendetegnet ved et langt række positive dyder og faglig ekspertise, som jeg med aftalen er glad for at kunne fastholde i den danske forhandlerstruktur. Jeg ser selskabet som et af omdrejningspunkterne i vores fremtidige forhandlerstruktur i Danmark," siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.