Stor maskinhandler på jagt efter tre mini-værksteder - men de skal bruges så lidt som muligt

Når afdelingerne i tre jyske byer lukkes til november, så skal der i stedet findes tre mindre værksteder, hvor der er plads til fire-fem arbejdspladser.

Når der er endelig lukket og slukket i Semler Agros afdelinger i Viborg, Bredebro og Mejlby til november, så skal CEO Morten Buus i stedet have fundet tre mindre værksteder på adresser vest for Viborg, ved Rødekro og Støvring.  De er endnu ikke opstøvet, men ifølge Morten Buus er de størrelsesmæssigt markant mindre end de traditionelle store maskinforretninger, der lukkes.  

”Planen er, at der skal være plads til fire-fem arbejdspladser. Vi vil lave så meget som muligt ude hos landmanden med servicevognen. På den her måde får vi skubbet på den udvikling. Vi har ikke brug for alle de mursten, vi har haft i maskinforretningerne”, siger han.

Hvad leder I efter? Kan det være en gammel maskinhandel?
”Det kan være alt. Det er mere beliggenheden. Det skal kunne indrettes, og lave de store opgaver, som vi ikke kan lave ude hos kunderne. Det bliver montørens afgørelse, om han vil hive en opgave ind på værkstedet”.

Hvor hurtigt forventer du at gennemføre det her?
”Vi flytter alle lagre pr. første juni. Resten af forretningen flytter til de her akutværksteder første november.”

I siger, at endnu mere skal ske i marken. Hvad betyder det for udviklingen i antal biler?
”På sigt er målet, at vi skal op på 120 biler. Det sigter vi stadig på. Nogle steder lykkedes det rigtig godt. Det sidste år har fordelingen af opgaverne mellem i bilerne og på værkstedet været på 51/49 pct. Hvis vi tager en afdeling, som virkelig er gået ind i det, eks. Odense, så har de brugt haft 70 pct. af opgaverne ude hos kunderne her i januar og februar, som ellers er typiske værkstedsmåneder. Der har vi bevis for, at det kan lade sig gøre. Det er vores målsætning, og det tror jeg på. ”

Hvor hurtigt får I flyttet reparationerne så meget ud i marken?
”Den fulde effekt får vi fra november, når vi har gennemført det her. Vi har set, at det kan lade sig gøre i en af vores egne afdelinger. Vi er glade for denne her målrettethed. Men det tager tid at flytte tingene. Man kan ikke gøre det fra den ene dag til den næste.”

Skal I skære mere til i de kommende år?
”Vi tilpasser hele tiden. Men der er ikke nogen skjult dagsorden. Vi har ikke nogen andre på en liste. Men i takt med, at vi får endnu flere servicebiler og kunderne vender sig til det, jo mindre har vi brug for de store værksteder. Det er en løbende tilpasning”, siger Morten Buus.

Udover de tre jyske afdelinger, der lukkes pr. 1. november, så har afdelingen i Holbæk igennem noget tid været under sammenflytning med afdelingen i Næstved.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.