Stor maskinhandler: Vi mærker altså ikke en corona-effekt

Landets største Case IH-forhandler, SD. Kjærsgaard, ser ikke noget nedadgående traktormarked midt i corona-tiden.

I øjeblikket gennemtrawler vi maskinbranchen for at se, hvordan corona-krisen har ramt landbrugets følgebrancher.

Hos en af landets største maskinhandlere, Case IH-forhandleren SD. Kjærgsgaard, lyder meldingen, at forårsmånederne faktisk ikke har udviklet sig markant anderledes, selvom store dele af Danmark i perioder har været lukket ned.  

”Vi kan sagtens sælge traktorer stadigvæk. Salget har kørt normalt, og vi ligger rimelig, som vi plejer. I et totalt faldende marked i Nordjylland har vi indregistreret cirka samme antal som sidste år, og så har vi fået ekstra på Sjælland”, beretter salgschef for SD. Kjærgaards Case IH-program René Thyrrestrup til LandbrugsAvisen.

Som det har forlydt i de seneste uger og måneder, så har CNH’s produktion af traktorer og maskiner været midlertidigt stoppet flere steder på fabrikkerne rundt omkring i verden.

Produktionen er oppe igen. Forinden havde SDK sendt ekstra bestillinger hjem for at få maskiner hjem på lager, hvis leverancerne skulle vente ekstra længe tid.

På vej fra USA er eksempelvis de første modeller af de nye Magnum-modeller. SDK skal selv få en hjem til demo og ellers får en række landmænd snart leveret deres første model af den nye generation stortraktorer.

Case IH oplyser til LandbrugsAvisen, at der kommer seks nye Magnum'er hjem til Danmark først i juni og fire-fem stykker senere i juni eller starten af juli. 

René Thyrrestrup, SD. Kjærsgaard oplyser, at der også er solgt en Magnum i maskinforretningens nye distrikt på Sjælland, hvor man via sin afdeling i Karlslunde betjener et større område på Midt-, Øst- og Sydsjælland.

Nordjyderne føler, at stemningen på Sjælland er fin i forhold til at få handler i bogen.  

”Vi har lukket nogle handler rimelig hurtigt efter 1. marts. Der er positiv stemning derude. Servicemæssigt er vi kommet flyvende fra start, og så har vi lige fået ansat sælger til at sælge Case IH-traktorer og mejetærskere”, oplyser han.

SD. Kjærsgaard A/S opgjorde i seneste regnskabsår sin medarbejderstab til lidt over 70 ansatte fordelt på tre afdelinger i Jylland og afdelingen på Sjælland.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.