Stor mejetærsker-forhandler: Stolt hvis vi lukker 2019 i plus
Landets andenstørste forhandler af mejetærskere ser et særdels udfordret marked netop nu.

Uha.

Jesper Kragmann, hovedejer og adm. direktør hos maskinhandleren Kragmann i Middelfart ser ind i et barsk marked, når han skuer fremad i resten af året.

Igennem alle 47 år i branchen har Kragmann leveret overskud. Senest er der leveret et driftsresultat på 2,7 mio. kr. i 2017/18 efter et år, hvor der blev barberet mere end en fjerdedel af toplinjen. Et resultat som betegnes som tilfredsstillende i et vanskeligt år i branchen. I år skal der kæmpes yderligere for at holde indtjeningen på den sunde side af nullet.

”Jeg vil være stolt, hvis vi lukker bøgerne med et plus i 2019. Jeg tror på, at vi kan gøre det. Vi har aldrig tabt penge, og jeg tror da, at vi kommer i mål, men jeg synes ikke, at markedet ser lovende ud. Vores kunder bliver ved med at se udfordret ud på alle planer”, siger han.

Kragmann er mest kendt for det store salg af høstemaskiner. Mejetærskersalget – både nye og brugte – ligger på mellem 50 til 70 enheder årligt.

Jesper Kragmann konstaterer, at salget af nye mejetærskere er udfordret i år, mens han ser nogenlunde jævn udvikling på de brugte maskiner.

”Vi sælger stadigvæk brugte mejetærskere. Det er ikke fordi, at markedet har tabt sporet. Den store tilbagegang kommer til at ligge i nysalget. Der kommer ikke mange, der skal have en ny mejetærsker. Min fornemmelse er, at der ikke er solgt mange i den periode i efteråret, hvor der ellers gives de bedste rabatter”, fortæller han.

I øjeblikket ser han ikke den store tilbagegang i sit eget brugtsalg, når han sammenligner med sidste år. En af årsagerne til den store omsætningsnedgang i Kragmanns 2017/18-tal var den meget tørre høst.

Landmændenes maskiner kørte utrolig let igennem markerne, og dermed kom der ikke nogle hurtige handler midt i høsten.

"Vores store fald og tilbagegang lå næsten udelukkende i juli og august. Der var vejret så godt, at der ikke var nogen panik. Der var ikke nogen sidste øjeblikssalg. Hele vores tilbagegang ligger stort set i de måneder”, siger han.

Stor forhandler af høstmaskiner udnævner ny direktørMaskiner Tirsdag 17. april 2018 · 06:31

Udsving på traktorer

 

Som den fynske New Holland-forhandler er det bastante mål for Kragmann, at forretningen skal tegne sig for mere end tyve procent af markedet for nye traktorer i området.

Den ambition nåede forretningen ikke i mål med i 2018, oplyser han.

”Vi har solgt for lidt på Fyn i forhold til vores og New Hollands forventninger. Den er på den forkerte side af 20 pct. Men Fyn er et lille marked med under 100 enheder, så det betyder selvfølgelig også noget, hvis dem, som køber New Holland, har købt meget året før, og så handler lidt mindre næste år. Det kan hurtigt svinge, men fakta er, at salget var småt i 2018”, siger han.

Det ser ud til i jeres bøger, at varelagret har været stigende i seneste regnskabsår?

”Det er korrekt. Det var situationen, da vi afsluttede regnskabet. Det vil du se, når der er en opbremsning i salget. Går du et par år tilbage, så ville niveauet have været det samme. Det svinger meget hos os. Vores primære tilbagegang er voldsom. 25 pct. nedgang er mere end 25 mio. kr. i omsætning. Det er varer, som vi skulle have solgt i juli og august måned. Vores varelager er mærkbart større end året før”.

Og hvad er situationen så nu?

”Det er stadigvæk større, men der er spist af lageret, da vores appetit for at købe i markedet ikke er så stor. Vi har ikke købt ret meget til kommende sæson, da vi havde pænt med varer i forvejen, og der ikke har været noget til interessante priser. Det gælder både Danmark og udlandet”, siger han.

Faktaboks

Kragmann A/S

  • Driftsresultat: 2,7(4,3) mio. kr.
  • Res. efter skat: 2,6(3,9) mio. kr.
  • Egenkapital: 51,5(50) mio. kr.

Kilde: CVR. Regnskabsperiode: 1.10.2017-30.9.2018.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.