Stor nordjysk maskinhandler lukker én af fem afdelinger

Satser i stigende grad på rullende værksteder.

Hjallerup Maskinforretning rydder nu op i antallet af fysiske værksteder efter, at man ellers har åbnet en ekstra afdeling i Randers indenfor det seneste år.

Maskinforretningen lukker nemlig afdelingen i Aars, og satser i stigende omfang på, at reperationerne i lighed med analysen hos en anden stor branchespiller, Selmer Agro, skal ske via ”mobile værksteder” ude hos landmændene.

”Vi har diskuteret mulighederne længe. Skal vi satse på mange fysiske værksteder eller endnu flere rullende serviceenheder? Skal vi satse på lokale værksteder nogenlunde tæt på kunderne eller et stort antal servicebiler, der hurtigt kan få kunderne videre i tilfælde af driftsstop? Nu har vi valgt side og satser på stor tilstedeværelse i hele vores område via mange rullende serviceenheder med kompetente serviceteknikere ved rattet”, siger adm. direktør Morten Bordvik i en pressemeddelelse.

Han peger på, at tiden hvor én mekaniker kunne servicere alle bedriftens maskiner er udløbet.

”Moderne maskiner er så avancerede, at en mand ikke kan fikse alting. Multikunstneren er snart historie, for der skal mange forskellige kompetencer i spil for at imødekomme kundernes krav og deres forskellige specialmaskiner”, siger han.

Med lukningen fortsætter Hjallerups afdelinger i Hjallerup, Støvring, Hjørring og Randers. Nedlægningen betyder ikke, at maskinforretningen skærer ned i personalet,  oplyses det.

Salgsteamet inkl. en medarbejder fra eftermarkedsafdelingen skal fortsat dække det samme område – blot skal de mere ud til kunderne i fremtiden, forklarer maskinforretningen. 

Centrerer kræfterne

Hjallerup Maskinforretning er en af Agcos absolut største forhandlere. I 2016 lukkede forretningen også afdelingen i Brønderslev og har dermed i stigende grad centreret kræfterne på hjemmebanen i Nordjylland.

Siden er maskinforretningen gået offensivt til værks i Kronjylland efter, at MF-forhandlingen blev ledig efter Jysk Maskincenters konkurs.

Således blev der etableret en mindre afdeling i Randers, hvor konceptet er, at afdelingen har et mindre værksted, mens en stor del af reperationerne foregår i marken.  

Maskinforretningen har i de senere år haft en bedre bundlinje – senest i 2017-regnskabet, hvor overskuddet blev løftet fra en halv mio. kr. året før til knap to mio. kr.

Fremgangen skete efter, at økonomien  blødte tilbage i 2014 med et minus på ca. 14 mio. kr. på driften.

Hjallerup Maskinforretning har som mål, at man skal være mere solid.  

”Vi går efter at få øget vores soliditet, så vi har lidt mere at stå imod med. Vi tabte en hel del penge tilbage i 2014”, lød det fra Morten Bordvik tidligere på året her på landbrugsavisen.dk i forbindelse med virksomhedens regnskabsaflæggelse.

Fremover bliver der lidt færre mursten at holde ved lige.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.