Stor producent dropper automatisk kvægfodring

Løsningen så lovende ud, men nu er produktionen af speciel foderrobot indstillet. LandbrugsAvisen guider dig gennem både fiaskoerne og succeserne med ægte automatisk kvægfodring

Hollandske Schuitemaker var blandt de allerførste til at fremvise en foderrobot, der kunne udføre ægte automatisk fodring ved selv at udtage ensilage, hente de øvrige fodermidler fra et siloanlæg, blande og udfodre fuldfoderet i stalden.

Det var et kæmpe fremskridt ift. eksisterende løsninger på markedet, som ikke selv kunne hente ensilagen, men var afhængig af påslag eller foderkøkkener, som skal fyldes og renholdes manuelt.

Disse løsninger gav i praksis ofte en relativt beskeden tidsbesparelse og en række praktiske udfordringer især i sommerhalvårets varme.

Schuitemaker Innovado

Stor kapacitet

Innovado-robotten med frontmonteret blokudtager, en 80 heste stærk JCB-motor og et otte kubikmeter stort blandekar blev fremvist som prototype på EuroTier i 2014.

Schuitemaker Innovado, som robotten kom til at hedde, var interessant, fordi den med sit ’enorme’ blandekar havde en betydelig større kapacitet end de eksisterende halvautomatiske fodringsanlæg med typisk to-tre kubikmeter store blandekar.

Men nu smider Schuitemaker ifølge det engelske teknikmagasin Profi håndklædet i ringen og opgiver Innovado, som reelt kun kom ud at køre i meget begrænset omfang.

Flere firmaer har kæmpet med udfordringen omkring ægte automatisk fodring - og enkelte er faktisk kommet i mål. 

Se med her, når LandbrugsAvisen gennemgår de forskellige bud på løsninger.

Strautmann

Robotkit til selvkørende fuldfoderblander

Schuitemaker var ikke den eneste producent med seriøse bud på ægte automatisk fodring. Tyske Strautmann præsenterede en ombygget selvkørende fuldfoderblander med et selvstyringskit.

Strautmann har ikke officielt droppet sin løsning, men kunne for et par år siden fortælle, at sikkerhedsproblemerne var for store til, at man selv kunne løse dem, men afventede bl.a. nye EU-regler.

Peecon

Støvsuger henter ensilage

Hollandske Peecon og østrigske Wasserbauer viste løsninger frem med en udtagningsteknik til ensilage i form af en kombination af blokskærer/fræserhoved og en voldsom støvsuger. 

Wasserbauer

Østrigsk system er i drift

Ingen af disse løsninger kom helt i mål, om end Wasserbauer i dag har en såkaldt Lift-løsning til ensilagesiloen, som gør automatisk udtagning af ensilage mulig i kombination med en blande- og udfodringsrobot, som ensilagen blæses ned i.

Løsningen har dog begrænset kapacitet pga. sin konstruktion, hvor ensilagen flyttes med luft.

Kuhn Aura

Kuhn præsenterer køreklar løsning

Mens de omtalte producenter i høj grad var helt åbne omkring deres udviklingsarbejde og i vid udstrækning sendte præ-serier ud at arbejde på kvægbrug for at indhøste praktiske erfaringer, gik franske Kuhn en anden vej.

Verdens største redskabsproducent var i fuld gang med at udvikle løsninger til ægte automatisk fodring samtidig med de øvrige producenter, men havde allerede selve maskindelen på plads i form af sine velafprøvede selvkørende fuldfoderblandere. 

Derfor var Kuhns fokus fra starten på sikkerheden og autonom drift og kunne efter fem-seks års udvikling og test præsentere Kuhn Aura tidligere denne sommer som en løsning, der bliver kommercielt tilgængelig næste år.

Kuhns løsning har en kapacitet svarende til 280 årskøer plus tilhørende opdræt.

GEA DairyFeed F4500

Ny GEA-løsning er 'halvautomatisk'

GEA satser fremover på sin nye DairyFeed F4500-løsning.

Den minder meget om den gamle Mullerup-løsning, bortset fra at blande- og udfodringsrobotten ikke længere hænger i en skinne, men kører på fire gummihjul. Det gør alt andet lige tilpasningen til et staldsystem enklere og billigere.

Men det er fortsat - og måske lidt overraskende - en påslagsbaseret løsning og dermed ikke ægte automatisk fodring.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.