Stor skrælplov kommer til Markdemo

Farmimplement tager 11-furet skrælplov med på maskindemonstration ved Lunderskov i næste uge. Nøgleordet er stor kapacitet og billig drift, lyder det fra importøren.

Farmimplement på Mors, der er importør af plove fra spanske Ovlac, stiller som så mange andre virksomheder op til Markdemo ved Lunderskov tirsdag og onsdag i næste uge. Og for Farmimplement er det lykkedes at få flagskibet med i en lidt speciel plovserie:

Ovlac Mini er en serie af skrælplove, og det er flagskibet herfra, som bliver vist frem på demonstrationen i næste uge. Modellen er en 11-furet, liftophængt udgave med en arbejdsbredde på hele 4,25 meter, oplyser Farmimplement i en pressemeddelelse.

- Vi oplever flere og flere, også konventionelle landmænd, som finder ploven interessant, fordi den har stor kapacitet, er billig i drift og kan pløje ned til 18 centimeters dybde, fortæller Jens Iversen, indehaver af Farmimplement.

Skrælplove anvendes typisk som mekanisk ukrudtsbekæmpelse, og miniploven fra Ovlac har da også brede skær, som giver fuld gennemskæring trods den reducerede arbejdsdybde.

- Plovens vendehoved sidder midt på ploven, så den kan vendes uden avancerede indsvingningssystemer. Den kører samtidig on-land, hvilket giver mulighed for at køre med tvillinghjul og autostyring, tilføjer Jens Iversen. 

Emneord markdemo

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.