Store omvæltninger hos MF og Fendt: Stor forhandler bliver helt rød og går fra Limfjorden til grænsen

Dansk Maskincenter får et ekstra område i Midt- og Nordvestjylland med MF-traktorer. Mister til gengæld Fendt-forhandlingen.

Den store Agco-forhandler Dansk Maskincenter bliver fremover en rendyrket Massey Ferguson-forretning.

Forretningen med afdelinger i Rimmerhus, Jelling, Odder og Toftlund overtager nemlig maskinforretningen Henry D. Nielsens MF-område i Midt- og Nordvestjylland, der bl.a. dækker Holstebro,  Struer og Lemvig, Vinderup og Aulum og Haderup.

Som en del af aftalen om ny fordeling af forhandlingen af Agcos traktorer og maskiner mister Dansk Maskincenter sin Fendt-forhandling til TBS Maskinpower, men får altså et større rødt område – og fortsætter som servicepartner for Agcos grønne mærke.

Geografisk kommer Dansk Maskincenter fremover til at operere i et område, der strækker sig fra den vestlige del af Limfjorden ned til grænsen i syd.

”Det er naturligvis et stort område, men jeg er sikker på at vi med den nye struktur vil være i stand til at klare opgaven – både hvad angår salg og service af Massey Ferguson og den fortsatte service af Fendt”, lyder det fra den ene af indehaverne i Dansk Maskincenter, Henning Lund Andersen.

TBS og Hjallerup vokser samtidig

Mens Dansk Maskincenter får Henry D. Nielsens gamle MF-distrikt, så køber TBS Maskinpower alle aktiviterne hos Henry D. Nielsen. Dermed overtager TBS de 14 medarbejdere, og får altså samtidig Fendt forhandlingen i stort set samme område i Jylland, som Dansk Maskincenter har MF-forhandlingen. 

I den nordlige del af Henry D. Nielsens distrikt kommer Hjallerup Maskinforretning til at overtage MF-forhandlingen og vokser dermed også. 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.