Stort antal af hypet stortærsker i Danmark

John Deeres nye X9er kommer nu ud til kunder i hele landet.

Da det første eksemplar af John Deeres nye stormejetærsker, X9, forleden blev leveret til Jakobsgård ved Låsby, var det langtfra en enestående begivenhed for den kommende høst.

Danmark får nemlig et forholdsvis stort bundt af John Deeres nye mejetærsker-model, der for første gang tronede frem på Agritechnica i 2019, efter at tæppet gik for John Deeres dengang største produktnyhed.

Ifølge Semler Agro er der afsat i alt ti maskiner til kunder rundt omkring i landet.

-Det er en dag, som vi har set frem til. Vi ser et stort potentiale i den maskine. Det har styrket os i den tro, at nu er der kommet en rigtig stormejetærsker fra John Deere med mange af de samme kvaliteter fra S-serien til at høste eksempelvis frø, og så bygger man ovenpå med effektivitet og kapacitet, siger produktspecialist på høstmaskiner hos Semler Agro, Alexander Sutton.

Dansk tommel op

Selv om de første maskiner nu kommer ud til slutbrugerne, er det langtfra de første aks på dansk jord, som den nye model skal høste. Igennem flere omgange høst har den kørt omfattende test i Nordjylland, og sidste høst havde Semler en demo-maskine, der var rundt i landet.

- Som forhandlere er vi meget trygge ved, at den her maskine er bygget fuldstændig færdig. John Deere har haft testet meget i Danmark for at sikre sig, at den lever op til kravene på vores breddegrader i Nordeuropa med høje udbytter, store halmmængder og høj fugtighed. Klarer den det, kan man nok også overbevise en landmand i Amerika og New Zealand om, at den kan klare det der, siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.