Stort traktormærke neddrosler messer

Massey Ferguson stillede med lille stand på årets Agromek i tråd med ny strategi, hvor du i stedet skal møde dem i marken.

Mens traktor- og maskinmærker som Claas og New Holland havde nogle af Agromeks største messestande, var Agcos traktormærker mere eller mindre fraværende.

Fendt var blevet hjemme. Valtra kunne kun opleves på en forhandlers stand, mens Massey Ferguson udstillede en enkelt mejetærsker, i øvrigt i samarbejde med en række forhandlere.

»Egentlig havde vi valgt, at vi ikke skulle være på Agromek i år. Men efter sommerens høstturné med Ideal-mejetærskeren, hvor den tidlige høst betød, at vi ikke helt fik høstet de hektar, vi ville, tog vi den vurdering, at det ville give mening at vise den frem på Agromek«, fortæller salgschef Jørgen Sørensen, Agco Danmark.

Han fortæller, at det ikke står mejslet i sten, at Agco Danmark ikke stiller op med store messestande fremover på dansk grund.

»Det er en vurdering fra gang til gang på nationalt plan. Internationalt er det meldt klart ud, at vi fremover vil fokusere på kundenære events i stedet for store messestande. Det giver også mening, da vi ikke kan finde en hal, hvor vi kan vise alle vores produkter alligevel«, siger han.

Hos Danish Agro Machinery var strategien lige modsat. Adm. direktør Michael Husfeldt forklarer, at beslutningen blev taget længe før Agromek og ligger i rød tråd med forventningerne fra Claas.

»Vi mener, at det styrker Claas’ brand at være til stede i denne størrelse. Samtidig giver det internt sammenhold at være tilstede, og så er standen en platform for, at alle vores forhandlere kan bruge den til at udføre effektivt salgsarbejde. Her har vi en nærhed og kontakt til kunderne, som vi ikke har på Agritechnica, og du finder ikke et andet sted, hvor du møder så mange kunder på én gang«, siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.