Succesfuld maskinproducent udvider stort

Jyske Harsø Maskiner ved Årre er midtvejs i en storstilet udvidelse til 10 mio. kr. Virksomheden kommer ud af året med et overskud på 4,5 mio. kr. før skat og nærmer sig et økonomisk guldbryllup med 50 årsregnskaber i træk med overskud.

Ordrebogen hos Harsø Maskiner fra Sydvestjylland er bugnende fuld - faktisk så fuld, at virksomheden, der har til huse på et nedlagt landbrug i Årre, er undervejs med en storstilet udvidelse af lager- og produktionshallerne på adressen.

"Vi udvider med 2.000 kvadrameter lige nu, hvoraf den ene halvdel er klar nu her, og vi er så småt begyndt at montere slangebomme i den. Vores nuværende hal er 25 meter bred, men de fleste bomme, vi laver lige nu, er på 30 og 36 meter, og derfor er der behov for, at vi bliver lidt større. Derfor bliver den nye hal 50 meter lang. Så slipper vi nok for at udvide lige med det samme", griner stifter og ejer af Harsø Maskiner Harry Højvang Sørensen.

Han fortæller, at en af virksomhedens eksisterende haller skal brækkes ned, før der bliver plads til en anden ny hal.

Udvidelsen ender med et samlet prismærke på omkring 10 mio. kr., og indebærer også nyindkøb af et par CNC-robotter i produktionen.

"Det er også en konsekvens af, at vi vil til at producere produkter i meget større målestok end hidtil, så vi også kan konkurrere på mængderne i fremtiden. Vi har haft et problem med produktionskapaciteten førhen, og derfor har vi også brug for noget mere plads. Og det bliver vi også nødt til, for vi har en voldsomt stor efterspørgsel", siger han.

"Førhen kunne vi levere hurtigt, men nu er vi nødt til at sige, at det først vil kunne i ske i april eller maj, simpelthen fordi vi er booket helt op”, siger han.

Et økonomisk guldbryllup

Og den fyldte ordrebog smitter da heller ikke overraskende af i årsregnskabet, der blev offentliggjort i dag. Som perler på en snor, ender Harsø Maskiner, nemlig endnu en gang med et årsregnskab med kulsorte tal på bundlinjen.

Virksomheden kommer ud med et overskud på 4,5 mio. kr. før skat. Et resultat, der er en væsentlig forbedring af året forinden, hvor der kom 2,6 mio. kr. ind før skat. Efter skat er årets resultat 3,5 mio. kr. i år.

Det imponerende resultatet er nummer 49 i den ubrudte række af overskud i virksomheden, og dermed nærmer stifter og ejer Harry Højvang Sørensen sig et økonomisk guldbryllup med fem årtier i rap med overskud.

”Vi er da tilfredse med resultatet, som i bund og grund skyldes en større omsætning. Vi har simpelthen fået solgt mere. Vi har ikke gjort en hel masse for at sælge flere produkter, men folk finder jo ud af, at vores produkter er noget af det ypperste”, siger Harry Højvang Sørensen.

Harsø Maskiner har siden 1969 produceret gylleredskaber og maskiner til landbrug, maskinstationer og andre fabrikker i branchen. Også virksomhedens bruttofortjeneste er steget fra 12,7 mio. kr. i 2015/16 til 15,2 mio. kr. i det netop afsluttede regnskabsår.



 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.