Svenningens udskifter tidligere ejer med ny salgschef

Svenningsens får ny salgs- og marketingschef. Dermed er den tidligere ejerfamilie ude af ledelsen.

Fremover hedder salgs- og marketingschefen hos Svenningsens Lars Rævsager. Den hidtidige produktchef overtager ledelsen af den samlede salgsindsats hos Svenningsens efter Benny Svenningsen, der var med til at sælge virksomheden til Nellemann-gruppen for nogle år siden, og indtil da også var virksomhedens adm. direktør og siden salgsdirektør.

Adm. direktør Kristian Refnov kalder skiftet naturligt og udramatisk.

”Det er en naturlig del af vores udvikling, at vi får friske øjne ind, som griber det an på en ny måde. Lars har en god kapacitet og har selv været sælger. Nu har han arbejdet med markedsføring og produktansvaret for mange af produkter, så han passer godt ind til stillingen”, siger Kristian Refnov til LandbrugsAvisen.

Er der noget identitetsmæssigt i, at Benny Svenningsens nu stopper hos Svenningsens?

”Vi har allerede flyttet os på mange måder, og det har vi i øvrigt også gjort med Benny om bord, men i og med at vi har nye ejere på en ny mission, så er det også en naturlig udvikling", siger han.

Øger salgsstyrken – også på landbrug

 

I en pressemeddelelse oplyser virksomheden, der bl.a. er importør af mærker som Kubota, Bobcat og Holder, at man siden i sommer har iværksat en række initiativer for at tilbyde mere specialiseret og professionel service.

Et eksempel er, at Svenningsens har ryddet op i en lang række mindre mærker og nu fokuserer på færre men større brands.

Lars Rævsager oplyser, at han nu vil forstærke salgsteamet med flere kræfter.

”Svenningsens er en respekteret og anerkendt samarbejdspartner blandt vej & park og entreprenørkunder, hvor vi i landbrugsbranchen fortsat ser optimeringsmuligheder. Her vil jeg især fokusere på at føre Svenningsens tættere på nye og eksisterende landbrugskunder,” siger den kommende salgschef.

Derfor slår Svenningsen nye sælger-stillinger op, hvoraf der bl.a. søges sælgere til landbrugsområdet, hvor man primært henvender sig med Kubota til mindre bedrifter i dag.

Det oplyses, at der kan blive tale om at ansætte flere nye ansigter til teamet.

Ledelsesskiftet sker endeligt fra 1. marts.

 

Opdateret kl. 11.37 med kommentar fra adm. direktør Kristian Refnov.

 

  

 

 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.