Svenningsens trimmer efter tørken

Tørken rammer også hårdt hos stor spiller inden for maskiner til golfbaner, parker og vej-sektoren.

Svenningens Maskinforretning med salg af maskiner i hele Skandinavien har netop tilpasset organisationen.

Maskinforretningen, som bl.a. er kendt for at være importør af Kubota både til landbruget og ikke mindst have/park-sektoren, har for nylig afskediget ni ansatte og er dermed reduceret til et niveau omkring 100 ansatte.

Adm. direktør Kristian Refnov forklarer til LandbrugsAvisen, at der har været svigtende økonomiske resultater oven på sidste års tørre sommer.

»Tørken er ikke bare noget, som kun rammer landmandens afgrøder. Mange af vores kunder slog nærmest ikke græs sidste år, og så er der altså intet slid på maskinerne og naturlig udskiftning af dem. Vi må desværre skille os af med medarbejdere, ligesom vi hører det flere andre steder i maskinbranchen for tiden«, forklarer han.

Nedbemandingen sker bredt i hele organisationen, oplyser han.

Færre mærker

For 14 måneder siden kom Kristian Refnov til hos maskinvirksomheden på hovedkontoret i Kastrup ved København. Forud var Nellemann-koncernen kommet ind som ny ejer af den tidligere familiedrevede virksomhed.

Refnov og den nye ejer arbejder systematisk med at trimme virksomheden med langt færre brands.

»Førhen tog Svenningsens stort set alle maskiner ind, hvis kunden ville have det. Nu koncentrerer vi os om færre mærker og produkter og giver dem i stedet større opmærksomhed, hvilket betyder, at vi kan give dem bedre service«, siger Kristian Refnov og fortæller, at der dermed også frigøres en masse arbejdsgange og opgaver i virksomheden.

Svenningsens offentliggjorde sidste år et minus i resultatet, og med fyringerne begrundet i nye svigtende resultater er der heller ikke dækket op til et pænt overskud for 2018, når nøgletallene er klar senere på året.

På den lange bane er direktør Kristian Refnov dog meget optimistisk.

»Vi har lige haft et fantastisk åbent hus med mange flere besøgende, end vi havde håbet på. Det er dejligt at se, at der er liv i kunderne og en masse, vi kan arbejde videre med«, siger han og fortsætter:

»Vi har en pæn markedsandel i leverancer til den grønne sektor, og på længere sigt tror jeg også på, at vi kommer stærkere ud til landbruget med vores Kubota-traktorer, ligesom vi allerede har godt fat dér med Bobcat produkterne«.

Faktaboks

Svenningsens 
Maskinforretning:

  • Maskinhandler og importør med størst omsætning indenfor have, park- og vej-segmentet. 
  • Leverer også til landbruget. 
  • Aktiv i hele Skandinavien.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.