Svenske Väderstad øger fokus på Danmark

Väderstad Danmark er blevet en del af Väderstad Nordics gruppe af salgsselskaber. Det sker samtidig med lanceringen af en ny variant af Spirit såmaskinen, der er delvist udviklet i Danmark.

Det forstærkede fokus på det danske marked var ikke til at overse, da Väderstad Danmark i dag holdt et arrangement for pressen hos Kring Agro ved Fredericia. Her offentliggjorde man, at Väderstad Danmark fremover er en del af Väderstad Nordics gruppe af salgsselskaber.

Meget passende var man på dagen også leveringsdygtig i en regulær nyhed med et stærkt dansk islæt, nemlig såmaskinen Väderstad Spirit 600C InLine. Spirit er som sådan ikke ny, men det er et nyt InLine system til samsåning af korn og gødning, og netop det system er siden foråret blevet testet og videreudviklet hos en dansk landmand på Give-egnen.

De sidste par år har Väderstad lavet ændringer i det nordiske setup. Finland og Norge har i dag deres egen lokale salgschef, mens de stadig er under Väderstad Nordic, som har svenske Bo Stark som salgschef for det samlede nordiske marked.

Nu er Danmark også en del af Väderstad Nordic, og Asger Jørgensen vil fremover være ansvarshavende salgschef for Danmark.

"Danmark var et af vores første udlandske markeder, og har altid været en af de vigtigste. Med denne ændring vil vi skabe et stærkere forhold mellem danske landmænd, vores fabrik i Sverige og vores udviklingsafdeling", siger Bo Stark, salgschef for Väderstad Nordic og en del af det svenske familiedynasti, der stadig tegner virksomheden.

Väderstad beholder det nuværende kontor i Danmark, samt det danske team, mens ændringerne sikrer et stærkere forhold til kollegaerne i Sverige og mere support.

Læs mere om Väderstad Spirit InLine i den trykte udgave af LandbrugsAvisen på lørdag 25. september.
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.