Tårnhøjt afkast fra Bogballes gødningsspredere

Den danske maskinproducent leverer trods lidt forsigtige forventninger inden året, igen et højt overskud og et tårnhøjt afkast.

Den danske specialist i gødningsspredere Bogballe har igennem mange året været en solid indtjenende virksomhed, der lever af at sende lagt de fleste producerede enheder udenfor landets grænser.

2018/19 er ingen undtagelse, viser de nye nøgletal fra producenten, som netop er sendt ind og offentliggjort i selskabsregistrene.

Overskuddet er faldet med et par mio. kr., men ligger med 42 mio. kr. stadig i den absolut pæne ende for en dansk maskinproducent, eller dansk erhvervsvirksomhed i det hele taget, med ca. 60 ansatte, der ude på de store markeder ellers kæmper med langt større maskinproducenter som Amazone, Rauch og Kverneland.

Afkastningsgraden er med 67 pct. stadig meget tæt på sidste års niveau, og ligger tårnhøjt, hvis man skulle sammenligne det med mange typer finansielle investeringer.

Direktør og medejer Nils Jørn Laursen forklarer det gode afkast med en generelt veldrevet forretning.  

”Vi er gode til det, vi gør, fordi vi har fokus på det, vi gør. Vi er lidt ensrettede med et single liner produktprogram. Vi mister ikke noget. Der er ikke detaljer i vores produktion, som koster for meget. Hele Lean princippet havde vi opfundet længe før Toyota. Der er ikke plads til spild. Effektivitet og fokus skaber produktivitet og bundlinje”, siger han, da LandbrugsAvisen spørger til, hvad der egentlig forklarer det.

Hvad er så kravet fra jeres hovedaktionær Erhvervsinvest til niveauet i de kommende år?

”Der er altid et minimumskrav om, at vi skal holde niveauet. Vi får ret frie hænder til at drive virksomheden på fornuftig vis, og jeg tror, at vi kan tilgives, hvis vi undervejs øger både bund- og toplinjen".

Forsigtig prognose

For et år siden fremsagde direktør Nils Jørn Laursen en lidt forsigtig prognose for 2019 her i LandbrugsAvisens spalter.  

”I de omstændigheder, som vi er i, så er der mange usikkerheder. Nu har vi Brexit i England. Tørken påvirker dansk landbrug, men også store dele af Tyskland, Irland og England. Derfor er vi nødt til at tage lidt forbehold omkring det år, vi går ind i. Vi vil nødig skuffe. Men vi har et beredskab, hvis markedet udvikler sig mere positivt. Det ser egentlig fint ud. Ordrebeholdningen ser noget større ud end forventet. Men vi når nok ikke sidste års højder. Vi vil se det på et reduceret niveau. Men det kan være mange ting”, lød det dengang i det, som man i dag kan kalde en helgardering, som årets resultat også holder sig indenfor.

I dag konstaterer Bogballes direktør med et glimt i øjet, at han fik ret.

”Jeg fik, kan du sige, marginalt ret. Det er marginalt dårligere. Det kan sagtens bare være timingen i det. Alt i alt er vi pænt tilfredse, og det er nok en lille smule bedre end forventet”, siger han.

Hos Bogballe er man bl.a. en del eksponeret mod det britiske marked. Men foreløbig har Brexit-diskussionerne ikke haft nogen effekt på Bogballes markedsudvikling på de britiske øer.   

”Nu må vi se, det er jo ikke afsluttet endnu. Jeg tror ikke, at vi får de helt store handelshindringer med toldsatser med mere. Det man er mest øm om, det er pundets udvikling. Ja, vi har haft normal afsætning”, siger han.  

Forholdsvis ufølsomt spredermarked

Generelt anser han markedet for mineralgødningsspredere for at være rimelig ufølsomt konjunkturmæssigt i sammenligning med en lang række andre landbrugsmaskiner. Lokale markeder – som tørkeramte Australien – kan være påvirkede, men i det store og hele, så køber landmænd rimelig fast nye maskiner til udbringning af mineralgødningen, lyder det fra Bogballe.

”En mineralgødningsspreder er måske et af de mindst følsomme produkter, fordi stort set alle landmænd gør brug af det. Den håndterer samtidig meget store værdier, der langt overstiger maskinens egen værdi. Derfor betyder det heller ikke så meget, om maskinen koster 100.000 150.000 eller 200.000 kr, fordi den giver et pay off lige på stedet”, siger han.

Et af 2020's spændende projekter for Bogballe bliver en ny satsning på det amerikanske marked. Bogballe har sendt et ukendt antal maskiner over Atlanten i 2019, og er nu til stede i 20 stater.

I USA bruger farmerne som hovedregel langt mindre udviklet teknologi på området. Men Nils Jørn Laursen forventer, at det hurtigt vil forandre sig.  

”Vi kender heller ikke markedet. Rent teknologisk er de ikke på niveau med Europa. Eftersom vi leverer high end udstyr, så går der noget tid. De er måske 20 til 30 år fra vores niveau i øjeblikket, men når de først begynder at købe udstyr som i Europa, så vil det komme forholdsvist hurtigt, og vi forventer, at det kan blive et gunstigt marked om få år”.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.