TBS er nu 60 mand og indgår nyt samarbejde

Maskinhandleren TBS Maskinpower indgår nyt samarbejde for at stå stærkt på service i Midt- og Vestjylland.

TBS Maskinpowers overtagelse af maskinforretningen Henry D. Nielsen i Holstebro og det medfølgende Fendt-område i Midt-og Vestjylland bliver nu fuldt op af en samarbejdsaftale med Skibbild Smede- og Maskinforretning ved Herning.

TBS Maskinpowers direktør Jan Garder forklarer, at det nye samarbejde skal sikre, at TBS kan yde endnu bedre service i sit nye forhandler-område i Midt- og Vestjylland.  

”Det her giver os helt klart muligheden for, at vi bedre får serviceret vores kunder i det område. En sælger kan sælge den første traktor, men det er velkendt, at det er den gode serviceoplevelse, der gør, at de også køber en Fendt næste gang,” siger han til landbrugsavisen.dk/maskiner.  

Går aftalen kun ud på service eller skal de også sælge traktorer for jer?

”Det handler kun om service. Salg har vi Henry Nielsen(det nye TBS Holstebro red.) til deroppe. Der vil vi også udvide på service, men jeg er interesseret i, at Jørgen Bay(ejer af Skibbild) vil arbejde sammen med os. Der er stadig langt til Holstebro for nogle kunder i området”.

Nu 60 mand

Det er kun kort tid siden, at TBS Maskinpower købte maskinforretningen Henry D. Nielsen i Holstebro, og derved fik udvidet sin forhandling af Fendt til at udgøre store dele af  Jylland.

Mens hovedkontoret ligger i Starup, så har man altså en Fendt-afdeling mere i Holstebro, ligesom TBS også ejer Valtra-forhandleren Valtec i Gravens ved Kolding, som opererer i hele Sydjylland.

Før dagens udmelding om nyt samarbejde ved Herning har TBS også indgået samarbejde i Østjylland med Askildrup Agro ved Randers om service af Fendt-kunder i det område.

Siden tyske Raiffeisen Waren gik ind som hovedaktionær er der dermed sket en stribe af udvidelser og samarbejdsaftaler. Samlet set beskæftiger TBS Maskinpower nu omkring 60 ansatte, og søger for tiden efter fire nye folk.

Ifølge Jan Garder bliver fokus i den kommende tid konsolidering af forretningen, hvor han ikke umiddelbart er på udkig efter nye forretninger og samarbejdsaftaler.  

”Vi har en god størrelse, og vi skal ikke gøre mere end, at vi kan følge med til det. Vi skal klart være sikre på, at vi kan håndtere tiltagene, så kunderne vil vælge os. Om tingene så udvikler sig sådan hos kunderne, at vi skal bevæge os mere på et tidspunkt, det må vi se.”

Kunne nemt blive klemt

TBS Maskinpowers nye samarbejdspartner Skibbild Smede- og Maskinforretning har siden 1982 haft Fendt som omdrejningspunkt for aktiviteterne på værkstedet, der er på 500 m2.

Ejer Jørgen Bay kalder aftalen for en sikring af firmaet med fire faglærte fuldtidsansatte og to servicebiler.

”Vi er et mindre firma, som nemt vil komme i klemme i den nuværende strukturudvikling i branchen. Med den nye aftale er firmaets fremtid sikret og fortsætter i den retning, vi altid har arbejdet imod, nemlig god og hurtig service med fokus på Fendt”, siger han i en pressemeddelelse.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.