Tekniske forbedringer har boostet robotsalg

FarmDroid ser ud til at have knækket koden. Robotten har med en række tekniske forbedringer for alvor fundet vej ud over salgsrampen i både Danmark og i udlandet.

Folkene bag FarmDroid-robotten vil ikke oplyse salgstallene, men fortæller gerne, at de har solgt robotter i Danmark, Tyskland, Holland, Østrig, Schweiz og Sverige. Dermed har den danske robot-producent indtaget en førerposition på markedet for robotter til planteavlen.

Successen er dog langt fra kommet af sig selv. Sidste år kørte der en halv snes robotter hos danske landmænd, som hovedsagelig brugte robotterne til at så og renholde økologiske sukkerroer.

Landmændene købte robotterne til en introduktionspris, da brødrene Jens og Kristian Warming, som er en del af teamet bag FarmDroid robotterne, var ærlige omkring, at robotterne ikke var færdigudviklede.

Frugtbart samarbejde

Erfaringerne fra robotternes arbejde i markerne sidste år har ført til en række forbedringer.

De landmænd, som kørte med FarmDroid-robotterne sidste år har til denne sæson kunnet tilkøbe en række forbedringer. Dermed har de kunnet opgradere robotten, så den svarer til den FarmDroid FD 20, som til denne sæson har kunnet købes for 450.000 kroner.

Forbedringerne omfatter blandt andet: 

Øget kapacitet på solcellerne og batteriet, så robotterne nu kan køre i døgndrift.

Forbedret vægtfordeling, så der er mere vægt på de hjul, der driver robotten.

Større hjul, som bedre holder sig rene for jord.

Lettere at justering rækkeafstanden.

Forbedret præcisionen ved rensning omkring roerne, så det kun er det ukrudt i en radius på 2,5 cm omkring roerne der ikke bortluges.

Derudover er frø-sencorerne forbedret. Det har, sammen med andre justeringer, givet et mere stabilt såsystem med færre fejl-alarmer.

Samme kapacitet

FarmDroid-robotterne har, lige som sidste år, en arbejdsbredde på tre meter. Ligesom kapaciteten angives til 20 hektar pr. robot.

Justeringerne af sidste års model har gjort robotterne en anelse tungere. Således har FarmDroid FD 20 en egenvægt på 700 kg.

Faktaboks

FarmDroid ApS er stiftet af landmandssønnerne Jens og Kristian Warming sammen med Innovationsmiljøet Syddansk Innovation A/S og roboteksperten Esben Østergaard, kendt fra milliard-salg af Universal Robots.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.