Tidlig høst udfordrer importører og forhandlere: »Der er blevet kæmpet hårdt de sidste uger«

Nye mejetærskere leveres normalt kort tid før høst. Det giver importører og forhandlere større udfordringer i år med den ekstremt tidlige start.

Forskere i Sverige har beregnet sansynligheden for et lignende scenarie som tre ud af én million år.

Jo, de høje temperaturer kombineret med lav eller slet ingen nedbør de seneste par måneder er helt ekstreme vejrforhold på skandinaviske breddegrader, viser beregningerne.

Derfor er høsten mange steder igang tre uger tidligere end normalt, visse steder endnu tidligere. Og det sætter ekstra pres på de danske importører af høstmaskiner.

»Der er blevet kæmpet hårdt de sidste uger for at få de sidste mejetærskere klar. Vi er næsten i mål. Vi mangler stadig at levere enkelte maskiner ud til forhandlerne, men der bliver dagligt presset på hos Claas i Tyskland for at få dem leveret så hurtigt som muligt«, fortæller Niels Stræde Danielsen, salgs- og produktchef for Claas høstmaskiner, Danish Agro Machinery.

Også New Holland har travlt og må trylle lidt for at få alle ud at køre:

»Vi har da haft udfordringer - helt sikkert. Det hele (høsten red.) er tre uger foran, og det kan vi mærke. Derfor har vi lånt os lidt frem og tilbage for at få alle i marken, indtil de sidste maskiner kommer i marken«, forklarer Tonny H. Grønne, salgschef for høstmaskiner, New Holland Danmark.

Rabatter inden nytår

Importørerne har såkaldte produktions-slots på fabrikkerne i forhold til normale høsttidspunkter i forskellige regioner af verden. Jo tidligere man bestiller en ny mejetærsker, desto større er chancen for at få en tidlig slot og dermed også tidligere levering af maskinen - hvilket lige præcis i år kan have en betydning for nogle kunder.

Men maskinerne skal fortsat transporteres fra fabrikken og klargøres hos forhandlerne. Eventuelle nye skæreborde skal også være færdig, inden kunderne kan tage den nye mejetærsker i brug.

Så det handler generelt om at være på forkant med tingene, mener Martin Dalsgaard Jensen, salgschef for høstmaskiner hos Agco Danmark.

»Det er vigtigt at planlægge i god tid og være på forkant med tingene. Det er blandt andet en af årsagerne til, at både vi og flere andre mærker har ekstra rabatter, hvis man handler mejetærsker inden nytår«, fortæller han.

Nedprioriterer demo-maskiner

Ifølge Martin Dalsgaard Jensen har Agco Danmark ikke haft større udfordringer som følge af den tidligere høst. Det samme gælder hos HCP Danmark, den danske importør af Deutz-Fahr:

»Vi har solgt to mejetærskere, og de er leveret for længst til landmænd omkring Give. Og så har vi en stående klar, som ikke er solgt, hos HCP Maskincenter i Randers. Der er udsolgt på fabrikken, da produktionen ikke er så stor. Men den er ved at blive justeret op«, siger Lars Wear, administrerende direktør for HCP.

Semler Agro når også i mål med deres levering af John Deere-mejetærskere, selvom optakten har været hektisk, oplyser Mogens Olsen. 

"Maskinerne er nået frem fra John Deere til tiden, og så er der blevet taget lidt overtid for at nå det. Men det er meget travlt i år. Vi har et par maskiner i Nordjylland, som ikke er leveret endnu, da det ikke har været så presserende der," fortæller han.

Hos Case IH mærker Niels Petersen, produktchef for høstmaskiner, Case IH Baltikum og Norden, presset af den tidligere høst.

»Jo, vi er blevet udfordret, men der er ingen kunder, som mangler deres mejetærsker. Vi har prioriteret kundemaskiner forud for vores egne demomaskiner der, hvor det har knebet for maskinerne at nå ud i rette tid«, fortæller Niels Petersen.

I Baltikum har han i nogle tilfælde måttet finde en erstatningsmaskine på grund af den tidlige høst, men det er ikke tilfældet herhjemme. Når det gælder skæreborde, er kunderne også prioriteret først:

»Vi står faktisk og mangler et skærebord til en af vores demo-mejetærskere. Vi har leveret det til en kunde i stedet for«, siger Niels Petersen.

Skæv høst presser forhandlere

Han mener, at forhandlerne mange steder er mere pressede end importørerne.

»De største udfordringer ligger hos forhandlerne. Mange steder har montørerne holdt tidlig sommerferie for at være tilbage tids nok til at klargøre nye maskiner eller inden høst. Men i år er høsten begyndt så tidlig, at mange ikke er tilbage fra ferie«, uddyber Niels Petersen, som tilføjer, at mange landbrug har de samme udfordringer på mandskabssiden.

Den problematik mærker såvel Niels Stræde Danielsen som Martin Jensen.

»Vores forhandlere har gjort et kæmpe arbejde med at få klargjort maskinerne. Nogle montører, som skulle have haft sommerferie, har taget tjansen alligevel. Det skal de have en stor tak for«, siger Niels Stræde Danielsen.

Har solgt seks - mangler at levere tre

Hos A.P Jørgensen, Claas-forhandler i Ribe, har det været en travl tid.

»Det er gået godt. Men der er tryk på. Den ene, som vi leverede i fredags, kørte direkte hjem og skulle ud og høste. Der har været brug for det hele. Dem vi mangler at levere, har kapacitet i forvejen, så de kan komme i gang med at høste«, siger Knud Blomgreen, sælger hos A.P Jørgensen.

»Mejetærskerne er kommet sent i år i forhold til høsten, fordi den er tre uger tidligere. De tre uger kunne vi godt bruge. Det har været voldsomt travlt. Der er en turnus, hvor man bestiller, og de er så blevet leveret efter det«. »Landmændene er så kommet på lidt efter, hvor hurtigere de har været klar til at trykke på knappen. Du kan ikke bare bestille en maskine nu. Men der er nogle lagermaskiner, som endnu står rundt omkring«, lyder det fra Knud Blomgreen.


Opdateret kl. 12.19 med citat fra Mogens Olsen, Semler Agro.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.