Tidligere topboss ny formand i Samson

Tidligere grovvareboss skal sætte skub i internationale ambitioner for Samson Agro.

Samson Agro & Agrolize får ny bestyrelsesformand i form af den tidligere Danish Agro-boss Christian Junker.

Det fortæller gødningsselskabet i en meddelelse.

Christian Junker overtager pladsen fra den nuværende formand Mikael Glerup. Og skiftet sker med et klokkeklart sigte, viser pressemeddelelsen fra selskabet.

»Nye nationale gødningslove i Europas store landbrugslande kalder på Samsons velkendte teknikker til udbringning af naturgødning på effektiv og bæredygtig måde, og derfor er det rettidig omhu, at sætte stærke ressourcer ind på at forstærke den igangværende internationalisering af Samson«, lyder det.

Talrige poster i ind- og udland

Christian Junker får dermed endnu en bestyrelsespost på listen over opgaver. Den tidligere Danish Agro-topboss trådte i 2017 af fra posten i grovvarebranchen, men har siden påtaget sig en række formandsskaber i ind- og udland.

De største er formandsskabet i svineavlsselskabet Danbred, Rea Erhvervsbiler og Nyscan Trucks. Dertil er han næstformand i juletræsproducenten Green Team Gruppen, der også omfatter planteskolen Majland A/S - og han er menigt bestyrelsesmedlem i den schweiziske gødnings- og såsædsvirksomhed Ameropa Holding AG, samt i det norske grovvareselskab Fiskå Mølle.

Derudover har han stadig formandsskabet i Danish Agros datterselskab Ceravis i Tyskland, der de sidste par år har været udfordret økonomisk.

Samson Agro offentliggjorde forleden regnskab med vækst i såvel omsætning som resultat. Derimod var der underskud i selskabets nye distributionsselskab Agrolize. Dette var dog ventet, skriver ledelsen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.