Topchef afviser det ultimative traktor-ægteskab

Top tre traktor-firmaerne er urealistisk match, siger chefen bag MF, Valtra og Fendt.

Igennem årene har traktormærkerne giftet sig i et væk.

Stærke varemærker som Ford og Fiat forsvandt og blev smeltet sammen.  

Massey Ferguson, Valtra og Fendt produceres af Agco-koncernen i et fællesskab, hvor der både er plads til forskellighed og samarbejde om produkterne.

Men vi kommer næppe til at se Fendt og New Holland sammen en dag.

I hvert fald afviser et af selskaberne bag mange fusioner og opkøb, amerikanske Agco, at der vil komme yderligere fusioner mellem de helt store spillere.  

”De tre store tror jeg af konkurrencemæssige regler mest sandsynligt ikke kan kombineres”, lyder det fra Agcos topchef Martin Richenhagen overfor samling børsanalytikere forleden i forbindelse med Agcos 2018-status.  

Med de tre store refererer han til hans eget selskab Agco, Deere & Company og ligeledes regnskabsaktuelle CNH Industrial.

I størrelse er John Deere med en årsomsætning i 2017/18 på 37 mia. dollar en klar storebror med CNH Industrial på 29 mia. dollar i 2018 i hælene og Agco på tredjepladsen med en omsætning på 9,4 mia. dollar.

Produktmikset er dog noget forskelligt koncernerne imellem. Udover en meget stor traktorproduktion har John Deere bl.a. også en stor forretning indenfor skovmaskiner og sågar materiel til anlæggelse af veje.

CNH Industrial består udover sine traktormærker også af en større bus- og lastbil-produktion, mens Agco er mere grundlæggende forankret i maskiner til landbruget – dog også med kornopbevaringsudstyr på programmet.  

Agco-topchefen bemærker, at der for tiden foregår små opkøb og fusioner i en branche, som har konsolideret sig igennem mange år.

”Vi kigger hele tiden på, om der er nogle muligheder. Vi ser små opkøb, og har set nogle konkurrenter gøre ting, som vi kendte til, men som vi ikke gik efter”, siger Martin Richenhagen.

Familievirksomheder siger nej tak

Den tyskfødte topchef hos den amerikanske traktorkoncern kan godt se spændende muligheder blandt mindre og mellemstore virksomheder i Europa. Problemet er, at de ofte ikke er til salg, lyder analysen.

”Mange af de mindre er europæiske og familieejede. Jeg kender ejerne rigtig godt, og de er ikke villige eller interesserede. Derfor ser jeg ikke store handler i horisonten. Vi har grundlæggende den strategi at lave meningsfulde, mindre opkøb, som kan komplementere de produkter, vi tilbyde. Et godt eksempel er vores opkøb af Precision Planting. Jeg synes, at det var en fantastisk handel for os, og vi kigger selvfølgelig efter lignende ting for fremtiden. Det inkluderer markedet for start-ups, fordi du sommetider finder nogle attraktive ting der”, lyder det fra Richenhagen.

Precision Planting er en mindre amerikansk producent, som er specialiseret i udstyr til præcisionslandbrug. Agco har i 2018 været afprøvet og demonstreret deres produkter under europæiske forhold men sælger og markedsfører dem i øjeblikket i USA.  

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.