Toyota giver RAV4 en opstrammer

Femte generation af praktikeren Toyota RAV4 får dansk debut i februar. Designet er nyt og stramt, og priserne begynder lige under 300.000 kr.

Den praktiske Toyota RAV4 har efterhånden udviklet sig fra bil til begreb, og inden længe ruller femte generation ud på de danske veje, og den er nu tilpasset tidens tendenser. Designet er spændstigt, diesel er droppet, og der satses på benzin og ikke mindst hybridteknologi.

Siden Toyota første gang klæbede RAV4 skiltet bagpå første generation i 1994, er modellen blevet verdens bedst sælgende SUV, så femte generation har store sko at fylde ud, og midlerne er blandt andet rimelige priser fra 299.900 kr. for en 2,0-liters benzinudgave med 175 hestekræfter. En hybridudgave med 218 hestekræfter fås med et højt udstyrsniveau og koster fra 419.900 kr.

Én ting er de attraktive priser til private. Noget andet er beskatningsgrundlagene til firmabilskunderne. Beskatningsprisen på den 218-hestekræfters RAV4 Hybrid med H3-udstyr er således 323.880 kr.

Op til 222 hk

Basisversuionen, der åbner programmet, den nye toliters version fås med enten forhjuls- eller firehjulstræk samt mulighed for også at vælge mellem manuelt gear eller automatgear.

Automatgear får man altid med, hvis man vælger hybridudgaven. Heri ligger den nyeste fjerde generation hybridteknologi, som kombineres med en 2.5-liters benzinmotor med 218 hestekræfter i den forhjulstrukne udgave og 222 hestekræfter som firehjulstrækker.

Og så har man mulighed for at hægte 1.650 kg på krogen i den firehjulstrukne hybridudgave og op til to tons efter i benzinudgaven.

Til gengæld må man kigge forgæves efter diesel i det nye modelprogram.

 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.