Traktormærke har europæisk premiere på Agritechnica

Lovol producerer traktorer fra 25 til 260 hestekræfter og vil nu have en fod inden for i Europa.

»Vi er selvfølgelig ikke ikke så langt fremme som Fendt, der er førende rent teknologisk. Og vi har heller ikke traktorer på 400 hestekræfter. Men vi har fået en rigtig god start, som vi nu kan bygge videre på.«

Ordene kommer fra Larry Liu, vicepræsident hos Lovol. På Agritechnica har han opgaven, at vise et helt nyt traktormærke frem for et europæisk publikum.

I 1998 blev virksomheden grundlagt, men det er gået stærkt, og i dag producerer Lovol både rishøstere, markredskaber, mejetærskere og traktorer.

Og både traktorer og redskaber har på Agritechnica europæisk premiere. Traktorerne under navnet Arbos.

»Vi viser helt nye traktorer her på Agritechnica. så det er ikke fordi, det er gamle serier, vi har med. I 2011 oprettede vi vores europæiske teknologi-center i Bologne, Italien, og det er de ansatte der, som har stået for at udvikle meget af det, vi ser på Agritechnica i dag,« fortæller Larry Liu.

Et kig på traktorerne afslører et miks af af Europa og Kina, hvor virksomheden har hovedsæde. Selve kabine-rammen og mængden af glasareal afspejler Europa, mens kabinen indvendig visse steder har islæt fra et ikke-europæisk land. For eksempel sidder to af udtagene til hydraulikken i venstre side af traktoren. Generelt er selve betjeningen fortsat milevidt fra den standard, landmænd i Vesteuropa er vant til, så det vil nok ikke blive de første år, traktoren gør et stort indtog. Der er for eksempel intet armlænskonsol. Alle hydraulikudtag er mekanisk betjente, og gearskiftet sker via en stor central gearstang, som kommer op ad gulvet på den kinesisk/europæiske traktor.

Arbos 7000-serien er den største i rækken. Herunder kommer 6000- og 5000-serien, der er de tre serier, Lovol Arbos vil markedsføre i Europa. 5000-serien var i øvrigt blandt finalisterne i kategorien Best of Utillity i Tractor of The Year-konkurrencen her på Agritechnica.

I modsætning til mange andre mærker, så producerer Lovol mange af delene til traktorerne selv. For eksempel aksler, transmission og i visse tilfælde også motorer. Sidstnævnte dog kun til markeder uden de strenge emissionskrav til udstødningen. I Europa har Arbos-traktorerne både motorer fra Deutz AG og Kohler.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.