TraktorTech tester: En ulv i fåreklæder

TraktorTechs testkørere har været i marken med John Deeres 6250R AutoPowr. Kom godt rundt om en af John Deeres mest populære modeller her.

Vil du gerne have en 250 hestes (nom.) traktor, så kan du vælge mellem hele tre traktor-serier ved John Deere. Det gælder også, hvis du er på jagt efter 300 heste til pto- eller transportopgaver.

Det er faktisk lidt vildt at tænke på, men det er i høj grad testtraktoren i denne udgave af TraktorTech Tester, der skiller sig ud. Med 2,9 meter akselafstand og en totallængde på 5,19 meter er John Deere 6250R en meget kompakt sag, men en særdeles stærk traktor.

Den er topmodel i 6R-serien og yder op til 300 heste inklusive boost - fordelt på 9,3 ton teknologisk isenkram.

Kvalitet i kabinen i 6250R og den lidt mindre 6230R er en overbygning på 6R-serien. De to har også lidt længere ramme, 10 centimeter længere akselafstand, andet transmissionshus og andre aksler. Desuden er forakselafjedringen anderledes med et stempel i hver side - lånt fra 7-serien.

Kabinen og designet er til gengæld identisk med de mindre modeller i serien. Derfor er den høje kvalitet og gode finish i kabinen på 6250R præcis lige så vellykket som på de andre modeller i 6R.

Jeg sidder rigtig godt i førersædet, og der er super god komfort med små gode detaljer så som et 230 volt udtag, gode rum til dokumenter og interval-funktion på bagrudeviskeren. Til gengæld savner jeg dedikeret plads til en smartphone og en bedre kopholder - blot for at skrabe lidt i lakken, som man siger.

Jeg har en fem-furet Kverneland liftplov på nakken i en jord, der til tider er leret og hård - og enkelte steder meget kuperet. På de flade stykker er der ingen bøvl - det regnede jeg nu heller ikke med - men selv på et ekstremt stejlt sted i marken trækker traktoren ufortrødent ploven afsted.

Den solide jord gør, at traktoren står godt fast. Derfor er det ret imponerende, at traktoren trækker ploven op ad bakken, som den gør. Jeg kan høre motoren stige i omdrejninger og den trinløse transmission ændre udveksling, men den holder stort set de otte kilometer i timen op ad bakken. Resten af tiden kan motoren holde sig på lavere omdrejninger, hvilket også er det bedste. For ved 9,0 kilometer i timen ved 1.500 omdrejninger måler vi blot 68 dB(A) i kabinen. Ved 1.700 omdrejninger er den 69,9 dB(A), og ved 2.000 omdrejninger ligger målingerne omkring 72 dB(A).

Jeg ved, det er en vanesag, men personligt har jeg svært ved ikke at klappe i hænderne over, at John Deeres AutoPowr-transmission ikke længere sætter traktoren i bevægelse, så snart du vælger kørselsretning. I hvert fald ikke med det nye CommandPro kørehåndtag, som jeg vender tilbage til.

Nu står traktoren stille, med mindre du trykker på kørepedalen eller aktiverer håndtaget. Til gengæld er den trinløse transmission også den eneste variant, du kan vælge den stærke 6’er med.

Selvom det kunne være spændende at opleve traktoren med John Deeres DirectDrive transmission med dobbeltkobling.

 

Læs test hos Landbrugsmedierne

Denne test af John Deere-traktoren er også bragt i TraktorTech nr. 2 2020 i marts. Du kan løbende læse vores traktor- og maskintests i TraktorTech og magasinet Mark. I TraktorTech bringer vi tillige test fra vores internationale samarbejdspartner Profi.

Hvis du vil læse flere test, så tegn et abonnement på TraktorTech på www.landbrugsmedierne.dk/abonnement

 

5 tekniske detaljer om JOhn Deere 6250R Autopowr

Vi har udvalgt fem forskellige detaljer, store som små, på John Deere 6250R.

1. Avanceret arbejdslys

En lille detajle, men et godt bevis på nogle af de mange forskellige funktioner terminalen gemmer på. I menuen for arbejdslyset kan du lave forskellige programmer med mængden af lys, og du har også mulighed for blot at tænde arbejdslyset i én af siderne. Jeg kender ikke andre mærker, hvor man på samme måde kan splitte arbejdslygterne i en højre og venstre side som på John Deere-traktoren.

2. Automatik bliver begrænset

Foragerautomatikken vælgerJohn Deere fortsat at begrænselidt. Du kan kun programmereen automatik understilstand og ikke under reel kørsel. Distance er ligeledes deneneste valgmulighed, du harfor at trigge næste aktion i enautomatik. Her kunne jeg godtønske mig flere muligheder - for eksempel via tid, via manuel aktivering, via liften eller sågar via hastighedsskifte på traktoren.

3. Superb kontrol med liften

De fleste har både knapper og rullehjul til liften, men ikke mange har begge elementer placeret så tæt på hinanden som på armlænskonsollen i mange John Deere traktorer. De to ting spiller super fint sammen, hvis man flittigt benytter liften - eksempelvis under pløjning.

4. Perfekt menustruktur

John Deeres 4600 skærm byder på masser af muligheder uden, at det bliver svært. Det kan lade sig gøre på grund af en veldefineret menustruktur, og så kan man mærke, at John Deere i mange år har arbejdet med gps til landbrug. De mange funktioner i den kategori er nemlig fint integreret i resten af terminalen. Dog kræver terminalen ret mange tryk på skærmen, når du laver dybere indstillinger. Dels på grund af menu-strukturen, dels fordi man ofte skal vælge redigeringsikoner, bagefter acceptere samt trykke exit for at komme ud af en menu igen. Fysiske genvejstaster under terminalen, hjælper dog.

5. Masser af kræfter til rådighed

Det er en fornøjelse at sidde på et muskelbundt af en traktor. På billedet, hvor marken er stejl, er traktoren stadig i stand til at trække ploven ovenud af bakken med otte kilometer i timen på den svære lerjord. Man skal ikke tage fejl af JD 6250R: Trods størrelsen gemmer der sig masser af kræfter i den ni ton tunge traktor.

 

HOT OR COLD

Hot or cold er TraktorTechs bedømmelse af den prøvekørte traktor.

 

Opsummeringen:

På et lille, men væsentligt punkt gemmer der sig noget nyt på vores testtraktor: John Deeres nye CommandPro kørehåndtag. CommandPro fås blandt andet til 6R modellerne med trinløs transmission, men den er standard i vores testtraktor, fordi 6250R kun fås i Ultimate-version, hvor kørehåndtaget er standard. Det gælder også 4600 CommandCenter terminalen.

Men hvordan skiller kørehåndtaget sig ud?

Først og fremmest er CommandPro et reelt multikørehåndtag med 11 programmerbare knapper på selve håndtaget. Det er samtidig mere et joystick, hvor du også har forskellige funktioner i selve håndtaget.

Du kan aktivere din cruisecontrol ved at vippe håndtaget til højre. Holder du håndtaget til venstre, mens du vipper det fremad eller bagud, ligger der en krybegearsfunktion gemt, så du med enorm præcision kan styre kørselshastigheden fra nul til to kilometer i timen.

Det er i høj grad en specialfunktion, men har man brug for den, så findes den næppe bedre på markedet.

Der er en specifik undermenu i 4600-terminalen til at programmere knapperne på CommandPro. Skærmbilledet er dejlig informativt og overskueligt, så det er let at holde styr på opsætningen. De 11 knapper kan du programmere til at styre front- og baglift, front- og bag-pto, de hydrauliske udtag, foragerautomatikken, autostyring og isobus-funktioner på et redskab - eksempelvis start/stop funktionen på sprøjten eller gødningsprederen.

Heldigvis har John Deere også valgt at beholde rullehjulet på CommandPro, og det spiller eminent sammen med traktorens cruise control, hvor jeg kan gemme hele tre hastigheder ad gangen. De to betjener jeg via knapper på CommandPro, og den tredje ligger som før nævnt i selve kørehåndtaget, når jeg vipper det til højre.

Rullehjulet kommer ind i billedet, fordi du med det lynhurtigt kan ændre din kørehastighed. Enten i en cruise control - eller hvis du kører transmissionen manuelt med faste motoromdrejninger.

Min eneste anke med CommandPro er den måde, John Deere har placeret knapperne på. Flere af dem ligger enten for tæt på eller for langt væk fra fingerspidserne til, at det føles naturligt for mig at hvile hånden det samme sted. Det er lidt en skam.

Med i kabinen følger JD 4600-terminalen. Den bruges i flere serier, og til den er der kun at sige, at den rummer rigtig mange funktioner uden, at den bliver uforståelig at navigere rundt i.

 

Importør-kommentar:

Af Mikael Persson, landeansvarlig, John Deere

Da de tyskproducerede 6230R og 6250R kom på markedet, var det fordi, at vi manglede en traktor i segmentet 230 til 250 hestekræfter med en vægt på under 9,5 ton. Vi havde og har 7R-serien i det hk-segment, men til nogle opgaver synes kunderne, at serien er for tung. og efter introduktionen må vi sige, at disse ekstra store 6R-modeller er en succes.

Traktorerne har et højt effekt/vægt forhold, hvilket er en fordel, hvis man for eksempel kører med et butterfly skårlæggersæt eller en storballepresser.

6250R har som standard et højt udstyrsniveau, men det er også muligt at vælge det sædvanlige AutoPowr kørehåndtag frem for Command-Pro. Det er også muligt at fravælge frontlift. Generelt er vores Command-Pro kørehåndtag blevet taget rigtig godt imod af kunderne, som synes kørehåndtaget er let at bruge og har en god ergonomisk udformning. Det samme gælder også tilbagemeldingerne omkring komforten under de ofte lange arbejdsdage.

Lige som de fleste andre af vores traktor-serier kan 6R også leveres med forskellige former for AMS-komponenter til autostyring, hvor man kan aktivere forskellige præcisisions-niveauer direkte i terminalen.

 

Faktaboks

Specifikationer: JD 6250R AutoPowr

  • Motor: 6 cyl. Deere PowerTech PSS, 6,8 liter Stage V m. dobbelt turbo (variabel og fast).
  • Effekt: Nom. effekt: 250 hk. Maks. effekt: 275 hk. Maks. Effekt inkl. boost: 300 hk.
  • Moment: 1.167 Nm. v. 1.600 o/minut (uden boost).
  • Transmission: Trinløs John Deere AutoPowr.
  • Hydr.: 160 liter/minut. Lift bag: 10,4 ton (hele vandring 7 ton). Lift for: 5 ton (hele vandring 4,4 ton).
  • Dimensioner: 2,9 meter akselafst. 6,32 meter venderad. 9,3 ton egenvægt. 15 ton till. totalvægt.
  • Listepris testtraktor inkl. udstyr: 1.776.080 kr.

 

Derfor har vi testet den:

Selvom 6R i fysisk størrelseminder om en lille mellemklasse traktor, så snyder John Deere 6250Rmed sine helt op til 300 hestekræfter inklusive IPM - John Deeresbetegnelse for ekstra boost-effekt.

Det er rigtig meget effekt i såkompakt en traktor-størrelse, og vi har sat os for at teste, hvordanden overfører de mange kræfter i marken.

John Deere 6250R var den første model, der blev lanceret med det nye CommandPro kørehåndtag. Hidtil har John Deere ikke haft et reelt multifunktionskørehåndtag med mange funktioner i selvehåndtaget. Det er ændret med CommandPro.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.