Trecifret millionbeløb skudt ind i dansk landbrugsrobot

AgroIntelli med landbrugsrobotten Robotti får vigtig kapital skudt ind fra ny grøn fond og kapitalfond med speciale i morgendagens virksomheder.

Nu er der sat endelig punktum for investorjagten hos robotproducenten AgroIntelli.

108 mio. kr. bliver skudt ind i virksomheden via investeringer fra den nye offentlige fond ’Danmarks Grønne Fremtidsfond’ og den private kapitalfond Nordic Alpha Partners.

Direktør og medejer Ole Green fortæller til LandbrugsAvisen, at han og teamet hos AgroIntelli dermed har afsluttet et længere forhandlingsforløb med potentielle investorer.

”Det er dejligt, at vi nu kan skifte gear på cyklen efter en hektisk forløb, men arbejdet er slet ikke ovre. Den energi vi har brugt indtil nu, den skal nu bruges på en højere klinge”, siger han.

De nye investorer sikrer, at AgroIntelli kan fortsætte sine ambitiøse planer om at kunne producere op mod 1.000 robotter årligt indenfor de næste fem år.

De nuværende ejere – herunder Ole Green – får til gengæld udvandet deres ejerandele, men beholder dog samlet set halvdelen af ejerskabet, mens de nye investorer får en ejerandel på 25 pct. hver.  

Dermed er der med kapitalindskuddet også sat en kontant vurdering på AgroIntellis nuværende værdi: Plus 200 mio. kr. 

Kan ikke vente på organisk vækst

Årsagen til, at det er nødvendigt med ekstern kapital til virksomhedens videre vej skal findes i de hastige ambitioner. AgroIntelli vil ikke vente på, at markedet for robotløsningerne modnes langsomt. I stedet ønsker Ole Green og co. at angribe en lang række markeder på én gang ved at få Robotti ud og køre demonstrationer og finde nye forhandlere i en række lande på samme tid.

”Vi har valgt at sige, at det er nu, at det her skal gøres, men det kræver flere penge til at fortsætte denne her strategi”, forklarer Ole Green, som er meget tilfreds med, at det er en kombination af offentlige udviklingskroner og fondsmidler med forkærlighed for nye teknologier, der nu går med ombord.

”Investorerne siger ja til at være med til hypervækst i stor skala. Nogle af de mennesker har siddet bag de salg, der blev lavet i Odense(i danske robotvirksomheder red.). De forstår gamet, og hvad det er, vi skal ud og sælge”, siger han.   

Ny fonds første grønne investering

Bag kapitalfonden Nordic Alpha Partners står der bl.a. midler fra ATP og Vækstfonden, men også private investorer som Mærsks formand Jim Hagemann Snabe og tidligere CEO hos Nordea Christian Clausen.

Danmarks Grønne Fremtidsfond blev lanceret for få uger siden af regeringen som et nyt politisk initiativ til at støtte den grønne omstilling med nye investeringskroner fra staten.

Fonden har Vækstfonden som operatør. Med det nye medejerskab i AgroIntelli foretager fonden samtidig sin første investering i grønne danske virksomheder.   

Hos Vækstfondens kalder adm. direktør Rolf Kjærgaard Agrointelli for et godt eksempel på den type virksomhed, som skal være med til at drive den grønne omstilling og skabe opmærksomhed på danske grønne løsninger i hele verden.

”Agrointelli taler lige ind i Danmarks styrkeposition som landbrugsland og fødevareproducent. Det er et af vores store eksportområder og et område, hvor vi skal blive ved med at innovere os selv – og det gør Agrointelli. De har skabt en banebrydende løsning, der kan gøre en stor forskel for landbrug verden over, hvor opgaven er at kunne producere mad til endnu flere mennesker i de kommende årtier, samtidig med at vi bruger naturens ressourcer bæredygtigt. Desuden er det den første direkte investering under Danmarks Grønne Fremtidsfond, og det glæder jeg mig vældig meget over,” siger Rolf Kjærgaard i en kommentar til handlen.

Som aktive ejere sender Vækstfonden fremover Eric Alan Rapp ind i bestyrelsen hos AgroIntelli, mens den anden nye medejer af AgroIntelli, Nordic Alpha Partners bliver repræsenteret af partnerne Jakob Fuhr Hansen og Troels Øberg i robotproducentens bestyrelsen.  


Fra venstre: Eric Alan Rapp, Vækstfonden, Jakob Fuhr Hansen, Nordic Alpha Partners, Rolf Kjærgaard, Vækstfonden, Ole Green, AgroIntelli og Troels Øberg, Nordic Alpha Partners.  

 

Jakob Fuhr Hansen, Nordic Alpha Partners peger på også på det grønne argument for at skyde penge ind i AgroIntelli.

”Virksomheden er en fantastisk repræsentant for, hvordan automatisering og digitalisering af en industri kan øge dens produktions output, samtidig med CO2-aftrykket reduceres markant. Derudover er investeringen et godt eksempel på hvordan Nordic Alpha Partners Value Creation Model kan tage dansk industriteknologi globalt i syndikering med Vækstfonden - og vi ser frem til et fortsat tæt samarbejde”, siger Jakob Fuhr Hansen.

Som hos de franske robotter

Investor-modellen ligner meget det kapitalindskud, som man senest har en anden stor international producent af robotter til landbruget og den grønne sektor, Naio Technologies.

Tidligere i år landede det franske selskab med et kontant beløb på 14 mio. euro indskud i samme størrelsesorden som AgroIntelli fra den franske stats udviklingsfonde og kapitalfonde med øje for teknologivirksomheder.

Læs mere om investeringen i AgroIntelli i international meddelelse

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.