Trods Dalsgaard-exit: Kragmann vil vækste

Jesper Kragmann vil ikke søge erstatning for Søren Dalsgaard, men er fortsat klar til at vokse, hvis det skulle blive aktuelt.

Søren Dalsgaard var oplagt til at sikre vækst hos New Holland-forhandleren Kragmann i Middelfart. Derfor blev han i oktober hentet til virksomheden.

Nu er Søren Dalsgaard taget tilbage til Hadsten, hvor han igen er direktør hos New Holland-forhandleren Lyngfeldt A/S.

"Vi så sådan på det, at da Søren tilbød sig, så slog vil til, for vi syntes, at der var et behov for det, han kunne tilbyde. Vi vil gerne vækste, og det var han den rigtige mand til," siger  indehaver Jesper Kragmann, der også er direktør.

Han kender ikke årsagen til, at Søren Dalsgaard tog tilbage til Hadsten. Kragmann havde gerne beholdt den erfarne mand, der havde været direktør hos Lyngfeldt i 20 år.

"Jeg formoder, at han har været forholdsvis uundværlig, hvor han kom fra," siger Jesper Kragmann.

Der vil ikke blive slået en stilling op som erstatning for Søren Dalsgaard, fortæller indehaveren. Der er et godt mandskab på plads. Men han er åben for muligheder.

"Kommer den rigtige mand i morgen, så vil vi nok slå til," siger han.

Han vil ikke uddybe Kragmanns vækstplaner.

"Fakta er, at hvis vi kigger globalt på alle mulige andre brancher, så kan vi se, at der er en tendens til, at der er færre og større forhandlere. Det er ikke noget, vi vil forcere, men det er noget, vi er klar til."

"Vi vil gerne være en af de blivende forhandlere i Danmark. Hvis der skal være færre, så skal vi også være større," påpeger Jesper Kragmann.

Indehaveren af Lyngfeldt A/S, Jørn Seidelmann, har ikke over for Maskinbladet oplyst, hvorfor han har hentet Søren Dalsgaard tilbage.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.