Trods omstillingsår holder stor maskinimportør stabilt overskud

Omkostninger til opstart af McCormick tynger ikke Helms TMT-Centret.

Der kan efterhånden ikke sættes et meget tydeligt mærkeskildt op foran Helms-familiens selskab Helms TMT Centret.

Rækken af agenturer er vokset, og sidste år lancerede familievirksomheden næste i rækken, importen af McCormick fra den italienske traktorfabrik Argo Tractors - ved siden af mærker som McHale, Schäfer, Komatsu Forest og Tym. 

Omkostningerne til at gen-introducere McCormick på det danske marked tynger dog ikke, når man går Helms nye regnskab igennem.   

Bundlinjen efter skat holder sig med 6,4 mio. kr. meget tæt på sidste års niveau.

Medejer og CEO Kristian Helms kalder selv resultatet for meget stabilt.

”Vi er taknemmelige for, at vi kan holde det resultat med den hverdag, vi er i”, siger han og peger på fordelen af at være importører af en række mærker fordelt både på landbruget, skovbruget, den grønne sektor og entreprenører på en gang.

”På den måde hopper tingene ikke så meget. Egentlig havde det ikke været nødvendigt at tage traktorerne ind. Men vi har tidligere haft forhandlingen af traktorer, og det har været en del af os at handle med traktorer i virksomheden siden 1950’erne, så det er vel som på en gård, hvor man også  beholder køerne, selvom man egentlig lever af marken”, siger han og erklærer sig tilfreds med starten på traktor-importen af McCormick, der i øvrigt også tæller søstermærket Landini, som Præstbro Maskiner klarer forhandlingen af.

”Det har vært en rigtig god oplevelse. Da vi blev McHale importør for et par år siden, kom vi flyvende ind i det. Det var et etableret produkt. Med McCormic har vi ingen ambitioner om, at vi skal ind og være markedsleder. Det vil ikke være realistisk, men vi kan være et rigtig godt alternativ mange steder. Det kører godt, er lavet med velkendte komponenter. De var med i finalen i Tractor of the Year sidste år, og er det igen til Agritechnica i år”, siger han og fortæller, at hverken Helms eller fabrikken har sat sig et eksakt procentmål for mærkets position i Danmark.

”De har fokus på at lave produkterne. Selvfølgelig har de nogle forventninger til os, men de er meget ydmyge, og de har ikke noget krav om, at vi skal nå 10 pct. af markedet. Vi har haft en god start, og er bestyrket i, at vi har valgt rigtigt”, siger han.

Hvor mange traktorer har I fået solgt efter, at I overtog importen?

”Det ligger omkring en 15 stykker. Det er nogenlunde, hvad vi havde forventet at skulle have solgt i år. Fabrikken er utrolig glad for, hvad vi har solgt”, siger han.

Guldægget Schäfer og vækstbarnet McHale

Da Helms forrige år overtog agenturet for McHale, så var det et mærke, der havde en meget stor del af markedet i Norge og Sverige og mindre i Danmark.

Ifølge Kristian Helms er man efterhånden godt på vej i Danmark med mærket, der er specialist indenfor maskiner til græsproduktionen.

”Vi overtog det på et taknemmeligt niveau. Vores mål er at komme derop og blive markedsleder. Jeg tror nok, at vi er ved at være der, men vi er jo vestjyder, så vi vil ikke rigtig sige det”, lyder det med et smil.

Igennem mange år har importen af læssermaskinerne fra Schäffer været den store stabilisator i forretningen.

”Det er vores hovedprodukt, som vi har haft i forretningen i 25 år. Vi sælger Schäffer til alle vores segmenter, så det passer godt ind. Mange har måske troet før McHale og McCormick, at landbrug var ved at  falde lidt ud. Men Schäffer er rigtig stort indenfor landbrug, så landbruget vægter meget hos os”, siger han.   

Når han kigger frem til næste regnskabsafslutning, så er det vurderingen, at Helms kommer til at lande i omegnen af det samme som i år.

Markedet har foreløbig været godt, og så lurer der en lille joker, som skal skrives under i de kommende måneder.

”Vi skal inkorporere endnu et brand, som vi starter med fra januar. Det har selvfølgelig nogle omkostninger, men bliver spændende, og så kan vi på Schäffer se langt ind i det nye år. Vi er virkelig optimistiske”, siger han.  

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.