Trods tørke købte udlandet flere danske maskiner

Eksporten af danske landbrugsmaskiner havner over fem mia. kr. i år.

Under de hede dage sidste sommer begyndte tørken også at kaste skygger ind over eksporten af danske maskiner.

Ville markederne uden for landets grænser også bliver markant dårligere?

Nej.

Tal for januar-november 2018 viser derimod, at eksporten af markredskaber steg med næsten ti procent til i alt fem mia. kr.

Dansk Agroindustris adm. direktør Claus Hermansen forklarer fremgangen med, at mange virksomheder i branchen har øget fokus på eksport, og at afsætningen i stigende grad spredes ud i verden.

»Virksomhederne har lært, at det gælder om at sprede sin risiko på så mange markeder som muligt. Hvis vejret er ekstremt et år, så er det typisk ikke alle markeder, der rammes på én gang«, siger Claus Hermansen.

Sulten efter mere

For en række danske producenter som Bogballe, He-Va og Sasmson har eksporten i mange år fyldt en stor del af ordrebøgerne.

Men en række andre virksomheder vokser også større på de internationale markeder.

Et eksempel er Thyregod, der efterhånden eksporterer 35 pct. af sine maskiner som roeoptagere, gyllevogne og vogne. Her går man målrettet efter at løfte eksporten endnu mere.

»Der bliver ikke flere landmænd i Danmark, så vi skal ud i verden for at udvikle os. Og det er spændende at bidrage, da udstyr brugt af danske landmænd også kan være med mange andre steder. Vi har nu ansat en ny eksportchef for at løfte eksportandelen til 70 pct. Det er ikke noget, vi blot ønsker os, det er noget, som vi er aktive efter, og det skal kaste noget af sig«, siger Thyregods direktør Claus Harrild Jensen og nævner Tyskland, Holland og Frankrig som særlige fokusområder.

»Vi har allerede på kort tid øget vores forhandlernet i Tyskland og går benhårdt efter mere«, siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.