Udlandet vil købe danske mejetærskere: Men dansk maskinhandler holder dem tilbage

Hos S. D. Kjærsgaard er der ikke mangel på mejetærskere frem mod høst, for selskabet holder et par mejetærskere på dansk jord, selvom de udenlandske købere står i kø.

Der bliver snakket om leveringskrise og en del producenter og landmænd er bekymrede for, om deres nye maskiner når frem inden høst.

Senest har blandt andet Claas besluttet at holde deres brugte mejetærskere tilbage, så der er back up i en tid, hvor det er svært at få produceret maskinerne færdige rundt omkring på fabrikkerne.

Men hos Danmarks største Case IH forhandler, S.D. Kjærsgaard, lyder meldingen klart og kontant: Alle får deres høstmaskiner til høst.
 
- Vi har altid fået vores høstmaskiner sent, så de bliver klargjort henover sommeren, lyder det fra maskinhandler Palle Kjærsgaard i en pressemeddelelse.

Han understreger, at man endda både kan tilbyde nye og brugte maskiner.

- Og vi har på bedste SDK vis købt stort ind og lidt til, så vi har faktisk et par nye mejetærskere og stadig brugte vi kan tilbyde til denne sæson.

At der er rift om maskinerne er dog ingen hemmelighed. Maskinhandleren har endda måtte sige nej til en del udenlandske købere, lyder det.

- Vi har haft mange forespørgsler fra forhandlere i andre lande om at købe vores høstmaskiner, men vi har takket nej, da vi vil sikre dem til vores danske kunder, og også altid have en maskine i back up, hvis uheldet skulle være ude hos en af SDK kunderne i Nord- og Østjylland eller på Sjælland, siger han.


 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.