Udsåning af majs på nyt niveau

Rostgård Maskinstation har anskaffet to nye Väderstad Tempo rækkesåmaskiner til årets sæson. De lægger vægt på præcis udsåning uden dubletter.

Til denne sæson har Rostgård Maskinstation ved Rødding i Sønderjylland investeret i to nye bugserede rækkesåmaskiner af typen Väderstad Tempo TPL med 5.000 liters tank og 12 rækker. Det er lige ved at være slut med såningen af majs hos Rostgård, da vi besøger dem for at høre om erfaringerne med nyanskaffelserne.

Udsåningen, her på en mark ved Ribe, sker med en pæn hastighed, som er passende i forhold til John Deere 7310R-traktoren, der er foran, og som har 310 hk. Det er et godt tempo, og tankene til frø- og gødning har normalt kapacitet til 25-30 ha.

»I snit kører jeg fem hektar i timen, inklusive påfyldninger, og op til 100 hektar i døgnet, når der er mest travlt«, siger Torben Lydiksen, traktorfører hos Rostgård Maskinstation.

Den nye generation Tempo L har en særlig teknik, som Väderstad kalder Powershoot, og som med højt tryk skyder majskornet ned i såsporet med en hastighed på 70 km/t.

Høj præcision

»Jeg kan se, at majskornene ligger, som de skal i rækken, og med en meget høj præcision, som jeg ikke har set før«, siger Torben Lydiksen.

Antallet af skips og dubletter ligger meget lavt, og det passer godt overens med nøjagtigheden på 97-98 procent, som skærmen i kabinen viser.

Udsåningen i hver række registreres af fotoceller og overvåges via iPad’en i førerkabinen og Väderstads E-Control system. Herfra overvåges bl.a. præcisionen, og via brugerfladen justeres udsåningen på få sekunder, som på denne økologisk dyrkede mark til 110.000 majsfrø pr. ha.

»Justeringen af udsåningen af gødningen tager mindre end 10 minutter. Jeg finder vægten på gødningen, taster tallet ind, og så beregner maskinen selv vægtfylden og doseringen«, uddyber han.

Rækkesåmaskinen, som Torben Lydiksen kører med, har allerede tilsået omkring 100 marker med majs på i alt 1.200 ha siden sæsonstarten.

»De bugserede rækkesåmaskiner med 12 rækker passer bedst til danske forhold, og de har en rigtig god kapacitet«, siger Jørgen Rostgård, Rostgård Maskinstation.

Rostgård har en 24-rækkers maskine, men den er simpelthen for stor til danske forhold, når markstørrelsen i gennemsnit kun er omkring 10 ha.

Faktaboks

Tempo hos Rostgård

  • Väderstad Tempo TPL12.
  • 5.000 liters tank for gødningsplacering og med GPS-styret sektionslukning til både frø og gødning.
  • De to Tempo TPL12 er leveret af Semler Agro i Vejrup

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.