Udviklingsafdeling på Dronningborg-fabrikken rører på sig

Agcos innovationscener i Randers tilbyder kørelinjer helt enkelt og gratis for alle interesserede.

Næsten alle er enige om, at faste kørespor i marken både sparer tid og giver højere udbytte. Næsten lige så mange er fuldt ud klare over, at det kan være ganske indviklet at lave køresporene – især hvis man har maskiner af flere forskellige mærker.

Det sidste har Agcos Innovationscenter i Randers nu gjort op med. Med Geo-Bird, der er en applikation på en hjemmeside, kan alle nu lave kørespor, hvis de har udstyret til kørespor i deres maskiner.

Systemet tilbydes gratis til interesserede landmænd.

- Det markerer en enorm vigtig milepæl i vores udvikling, siger Morten Bilde, administrerende direktør i AGCOs Innovationscenter i Randers.

Sidst AGCOs Innovationscenter (Dengang Dronningborg Maskinfabrik) præsenterede et nyt produkt var i 2009. Geo-Bird er det første i en række lanceringer fra udviklingscentret i Randers.

Tæt på landmænd

- Vi tror på, at den rigtige vej frem er at være tæt på landmændene og at forankre teknologien hos slutbrugerne. Det skal være enkelt at bruge og det skal tage udgangspunkt i de behov landmænd har. Kernen i innovation er at få tingene ud at arbejde, fortsætter Morten Bilde.

Geo-Bird er da også skabt i samarbejde med landmænd, understreger Bo Penstoft, Product Owner, der har stået i spidsen for at udvikle appikationen.

- Det er bare en smart måde at sige hjemmeside på, smiler han.

Man kan prøve værktøjet helt uden at tilmelde sig eller man kan med det samme oprette sig som bruger for at genbruge maskiner og marker. Uanset hvad landmanden vælger, er det gratis. Senere kommer der måske overbygninger på, som koster penge, men i hvert enkelt tilfælde bestemmer man selv, om man vil vælge det til.

Tegn eller brug RTK-filer

Når man bruger Geo-Bird kan man tage udgangspunkt i allerede eksisterende RTK-filer med markgrænser eller man kan tegne den enkelte mark op.

- Man definere de enkelte redskaber, og når man har gjort det, får man hurtigt et forslag med kørespor og med oversigt over, hvor mange vendinger, der er på marken og hvor langt man skal køre i alt, forklarer Bo Penstoft.


Bo Penstoft

 

Ofte vil man spare 5 - 10 procent både kørsel og tid i marken, man får mindre overlap og så er det naturligvis en fordel for marken og udbyttet at køre de samme steder hver gang (Controlled Traffic Farming).

- Vi understøtter en masse terminaler på markedet, også andre mærker. Det gør det lettere for landmanden at bruge systemet, lyder det.

Når Geo-Bird har regnet de rigtige linjer ud, kan man downloade resultatet, pakke filen ud og lægge den på et usb-stik, som placeres i traktoren eller den maskine, man bruger.

- Meningen er, at landmanden skal komme hurtigt ud i marken igen. Ellers bliver systemet ikke brugt, understreger Bo Penstoft.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.