Ugens handel: Kroner maskinstationen med snitter og stortraktor

På få år er Emil Søndergaard gået fra at eje en enkelt maskine til en hel maskinstation. På Agromek købte han endnu et par maskiner.

Han er ikke ked af det, som man siger. I 2015 overtog han ét køretøj fra farens maskinstation, og i 2017 overtog han hele maskinstationen. Og endelig på Agromek forleden tog Emil Søndergaard endnu et skridt og købte både en ny Claas Jaguar 950 og en ny Claas Xerion 4000.

For den 28-årige Emil Søndergaard, ejer af Søndergaards Maskinstation i Løgumkloster, er der sket rigtig meget på de seneste to år.

»I foråret regnede jeg ikke med, jeg skulle have noget nyt, men i løbet af sæsonen fandt jeg ud af, at der var behov for det«. siger Emil Søndergaard.

Maskinstationen har siden 2015 haft to snittere, hvoraf den ene fungerede som en reservesnitter. I løbet af 2018 blev der dog mere at se til, og det blev det nødvendigt at opgradere maskinparken, så der nu kører to snittere på fuld tid.

»Skulle vi ikke prøve at banke en maskinstation op«. Sådan lød det i røret, da Emil i 2010 talte med sin far i telefonen kort efter, han blev uddannet jordbrugsmaskinfører. Det gjorde de, og Emil arbejdede på maskinstationen frem til 2017, hvor han overtog det hele.

»Det er gået lidt stærkt, men det har hjulpet, at jeg kendte maskinerne, kunderne og de ansatte, inden jeg selv overtog maskinstation«, siger Emil Søndergaard.

Tid til markarbejde

Der var ingen tvivl om, at Claas skulle være mærket på de nye maskiner, og begrundelsen for valget falder ifølge maskinstationsejeren på serviceniveauet hos Claas forhandleren A.P. Jørgensen.

»Inden for snittere har de seks-syv mand, der laver snittere. Det betyder, at når vi ringer, kan de altid hjælpe os eller guide os gennem telefonen. Og er det nødvendigt, kan vi låne en snitter, indtil vores egen er klar igen«, siger Emil Søndergaard.

Selvom det er gået lidt stærkt de sidste par år, har Emil Søndergaard ingen intentioner om at have mange flere ansatte end de seks, han har i dag.

»Jeg vil gerne være der, hvor jeg selv kan passe kontoret og selv kan køre«, siger han.

De to nye maskiner betyder også, at Søndergaards Maskinstation skifter adresse – dog kun 400 meter fra den tidligere adresse:

»1. november overtog jeg en ejendom, som maskinstationen nu ligger på, da der blev lidt pladsmangel på den gamle adresse«, siger Emil Søndergaard, der tidligere har delt adresse med farens lastbilfirma.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.