Ugens handel: Maskinstation oplever kundehop - køber to gyllevogne med 30 meter bom

Maskinstation på Thy har fået vækst i gylleudbringningen – og satser med nyt, stort grej.

En landmand vil ikke længere køre gylle. Et par andre maskinstationer har solgt en vogn, og dermed er kundegruppen vokset med en lille håndfuld hos Frøstrup Maskinstation, der i år forventer at køre 150.000 m3 gylle ud.

”Det vokser nok med en 10-15 pct”, oplyser Lars Langballe til LandbrugsAvisen Maskiner fra maskinstationen med otte fastansatte medarbejdere.

For at matche den stigende udkørsel i år – som har været indstillet her i frostperiode, og først forventes i gang igen om en uges tid – så har maskinstationen, der ligger i Thy mellem Thisted og Fjerritslev investeret i to nye Samson PGII 31 gyllevogne med 30 meter slæbeslangebomme.

Lars Langballe og broderen Søren Langballe er med på maskinstationen, som ejes af farmand Kurt Langballe. Derudover er svigersøn Rasmus Langballe Bertelsen også med. Han forklarer, at de nye Samson vogne med 31 m3 kapacitet plus tre m3 på fronttanken passer godt til tankvognen, som skal fragte en del af gyllen på del lange strækninger rundt i Thy.

”Vi må ikke køre med fuld last på offentlig vej, men det passer godt til tankvognen, og så har vi fået et par større kunder, hvor vi ikke skal på vejen”, fortæller han i en pressemeddelelse, som Samson har sendt ud om handlen. 

Maskinstationens traktorpark tæller bl.a. ni nyere New Holland traktorer. Gylleekvipagerne trækkes af New Holland T8 på ca. 400 hk.

Udskifter tre år gammelt udstyr

Maskinstationen oplyser, at de nye vogne udskifter en tre år gammel 27 m3 vogn.

 

- Når vi køber Samson, skyldes det primært, at det bare duer, og at servicen fungerer godt - og så den høje gensalgspris. Vi går hele tiden mod nyere grej. Vi skiftede en 27 kubikmeter vogn, som kun var tre år gammel. Den matchede den afskrivningsprofil, vi havde regnet med, og når vi kører så meget ud, så skal udstyret bare fungere”, siger Rasmus Langballe Bertelsen.
Hos forhandleren, Samsons eget forhandler-selskab, Samson Agrolize rammer handlen ind i en god sæson for afsætning af gyllevogne.

”Vi har solgt ca. 30 gyllevogne. Det vil sige lidt over halvdelen af totaltmarkedet. Det er jo altid dejligt at sælge to vogne som her, og få indbyttet den brugte. Vi har flere af de her handler, men det sker jo ikke hver dag”, siger adm. direktør Henrik Kirketerp-Møller til LandbrugsAvisen Maskiner.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.