Ugens handel: Regnbygen gav tid til en rask handel

Herborg Maskinforretning fik udnyttet tiden under DM og EM i traktortræk/pulling.

Med et flot VIP-telt og behørig servering havde Herborg Smede- og Maskinforretning sørget godt for kunderne under weekendendens store traktortræk- og pullingstævne i Brande.

Det viste sig at være en god ide. Dels stod regnen ned i stimer lørdag, dels blev ventetiden en god anledning til at få handlet, forlyder det fra Keld Andersen fra Herborg.

”Det er altid hyggeligt at få handlet lidt. Vi tager en blå traktor ind, og så får han den 8R”, siger han og peger på en udstillet 8R på volden på Brande Traktor Pulling Arena.

Ifølge Keld Andersen endte weekendens salg helt godt.

”Vi ender på to styk 8R, og så er der budt på en presser, og mon ikke det går hjem, og så arbejdes der også på en snitter. På grund af vejret så bliver folk nok lidt længere tid i teltet, og så får man nogle hyggelige snakke”, siger han.

Køberen af den ene John Deere 8R er en god bekendt af maskinforretningen. Martin Børsting Maskinstation kører i forvejen i en del af mærkets produkter og fortsætter samtidig samarbejdet.

”Vi skal bruge den til gyllekørsel, presning og frakørsel. Det var nok lidt under opsejling”, siger medindehaver Søren Børsting i forbindelse med indgåelsen af handlen.

Herborg Maskinforretning bliver i øvrigt i de her dage opkøbt af Semler Agro med tilbagevirkende kraft fra nytår. Hvor Semler Agro bliver hovedaktionær, så fortsætter Keld Andersen og de øvrige nuværende ejere som mindretalsaktionærer.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.