Ugens Maskine: Én ændring fordobler rækkevidden på denne drone

Batterier bliver udmanøvreret fuldstændig af droner som flyver på brændselsceller. Fordelene er mange, og teknologien står på spring.

Droner er vundet frem de seneste år som følge af deres egenskab til at se og analysere ting i et andet perspektiv fra luften. Men deres rækkevidde er stadig ret begrænset, fordi batterierne ikke kan levere strøm til længerevarende opgaver uden at skulle lades op undervejs.

Det behøver man ikke bekymre sig om i samme grad, hvis man køber en drone, som Intelligent Energy leverer energi til.

Intelligent Energy fremstiller brændselsceller drevet af brint - en teknologi, som har eksisteret en årrække, men som hastigt er på vej i fremmarch, fordi der globalt set er behov for at nedsætte udledningen af CO2.

Ved at bruge teknologien på droner kan den således flyve mindst dobbelt så langt som en identisk drone på batterier, og den kræver langt mindre tid at "oplade".

»Brændselsceller har en meget højere energi-densitet i forhold til batterier. Skal man have den samme mængde energi med i et batteri, skal det være fire-fem gange større end en brændselscelle power-pack. Det er årsagen til, at droner med brændselsceller kan operere mindst dobbelt og helt op til tre gange længere tid i luften ad gangen i forhold til batteri-drevne droner,« fortæller Joanna Richart, udviklingsdirektør hos Intelligent Energy.

Syv dage hurtigere i konkret opgave

Virksomheden fremstiller brændselsceller fra 650 watt op til 120 kilowatt. Cellerne kan sættes sammen i moduler, såfremt der behov for mere energi end de 120 kilowatt, men det er de små modeller fra 650 til 2.400 watt, som virksomheden sælger til montering på droner - både som komplette kit til at eftermontere på droner og mere integrerede systemer til produktion af nye droner. Fælles for dem alle er, at de udmanøvrerer batterierne.

Intelligent Energy har i et eksempel med en konkret opgave kortlagt et kvadrat på 160 kvadratkilometer med droner. Én med brændselscelle og to identiske droner, men med batterier som energikilde.

»Det tog dronen med brændselscelle ni dage at kortlægge området, mens de to droner med batterier brugte 16 dage på samme opgave,« uddyber Joanna Richart.

På grund af længere rækkevidde kunne man nøjes med blot ni basestationer til optankning af brint-dronen, mens de to batteri-droner måtte have 36 basestationer. Brint-dronen skulle optankes i alt 36 gange - batteri-dronerne 142.

Elektro-kemisk proces uden bevægelige dele

Brændselsceller er fuldstændig CO2-neutrale og udleder ingen skadelige partikler. Typen, som kører på brint, har ingen bevægelige dele. Energien udvikles i en elektro-kemisk process, hvor en del af protonerne fra brint slippes igennem forskellige lag - lidt som en katalysator. På den anden side kommer protonerne i kontakt med ilt fra luften, og det skaber elektrisk energi, som kan bruges til at drive - blandt andet - droner med. Eneste spildprodukt er vand og varme.

Netop derfor spås energikilden også til at blive den næste megatrend inden for automobilbranchen i løbet af fem år, efterhånden som kravene om at nedsætte CO2-udledningen stiger.

I landbruget har man også indstillet kikkerten mod brændselsceller. CNH Industrials nu tidligere præsident Hubertus Muhlhauser proklamerede på Agritechnica sidste år, at CNH ville kunne vise en mejetærsker drevet af brændselsceller om seks-otte år. Og den ide kan nemt blive en realitet - ikke mindst fordi New Holland allerede tilbage i 2009 legede med en traktor, drevet af en brændselscelle.

Prisen på teknologien? Ja, den er fortsat høj, men forventes at dale væsentlig, så snart en egentlig masseproduktion af brændselsceller går i gang.

I Landbrugsavisens maskintillæg, der udkommer i morgen lørdag, kan du læse mere om brændselsceller og andre energikilder - og hvorfor motorproducenter er nødt til at finde alternativer til dieselmotoren.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.