Ugens maskine: Den oversete jordfræser

Selv om en jordfræser er et multitalent, kommer de sjældent på budgettet for maskininvesteringer. Mød franske Kuhns mange muligheder.

Franske Kuhn har hele 45 forskellige varianter på plakaten inden for jordfræsere. Udvalget spænder lige fra en lille sag, Kuhn EL 22, med en arbejdsbredde på 120 centimeter til den kraftige og bidske EL 400 R med seks meters arbejdsbredde, som er dimensioneret til traktorer op til 400 hestekræfter.

Derudover tilbydes forskellige rotorer, knive og andet udstyr.

»Vi har erfaret, at den mest anvendte fræser i Danmark er en middeldimensioneret type med ca. to meter arbejdsbredde. Den anvendes ofte til mindre traktorer til de lettere opgaver. De lidt kraftigere fræsere er også populære, da de kan arbejde under vanskeligere forhold, og de kan også monteres med mere ekstraudstyr. De har ofte en arbejdsbredde på tre meter«, siger Per Monk Rasmussen, der er produktchef for Kuhn jordredskaber hos Maskinhandler Indkøbsringen.

Hver fredag samler vi op på en aktuel maskine. Denne fredag serverer vi fem ting, der er værd at vide om Kuhns jordfræsere og deres anvendelsesmuligheder.

1. Præcisionslandbrug

Hos Kuhn-importøren har man den tanke, at jordfræseren i fremtiden kan indgå i klargøringen af såbedet, hvor man ud fra en positionsbestemt tankegang får bearbejdet de vanskelige områder i marken med en mere intensiv behandling. Hvis det bliver gjort forud for såmaskinen, kan den være mere effektiv, og måske kan de mange variable indstillingsmuligheder på såmaskinen, som ofte er ekstraudstyr, spares ved investeringen i såmaskinen, når en jordfræser benyttes.

 

2. Mekanisk ”Round Up-behandling”

Blandt økologiske planteavlere er der også fokus på at få ryddet op i et ukrudtstæppe ved at standse væksten. En jordfræser udstyret med L-knive og præcise dybdestyringshjul kan bruges til formålet. Opgaven går ud på at få lavet en fuld gennemskæring så øverligt som muligt, og at få lagt det grønne ukrudtstæppe ovenpå jorden, så det kan visne hen.

 

3. Brandbælter i frøavlen

En del frøavlere bruger en fræser til at lave en slags brandbælte hele vejen rundt om frømarken. Det skal sikre, at fremmede arter ikke opformeres i afgrøden, og at der i høstsituationen kommer en bedre renvare i mejetærskerens korntank.

 

4. Bearbejdning af efterafgrøder

En udfordring, som man her arbejder med, er at få indarbejdet den gode, grønne masse i det øverste jordlag, inden den næste afgrøde skal etableres. Der anvendes mange vidt forskellige typer redskaber, men ved en korrekt indstilling af en jordfræser, vil den ifølge Kuhn-importøren være et fortrinligt redskab til først at nedlægge efterafgrøden, findele den og til sidst mixe den med det øverste jordlag.

 

5. Forskønnelse og nicher

Endelig er der en række muligheder, såsom etablering af såbed til afgrøder til vejboder, forskønnelse af ejendommens udenomsarealer eller etablering af vildtstriber.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.