Ugens maskine: Den skal helst op på 20-25 km/t

Stjernerullerenseren GST Biostar er nok den eneste radrenser, der kan få selv en velvoksen traktor til at lave sort røg under igangsætningen, når der hurtigt skal accelereres til 25 km/t.

På papiret er specifikationerne i sig selv ganske interessante. Den danskproducerede stjernerullerenser GST Biostar kan fås med op til 12 meters arbejdsbredde, den anbefalede fremkørselshastighed er 20-25 km/t med en timekapacitet på op mod 20 hektar, og stjernerullerenseren har desuden et dokumenteret anvendelsesområde, der er markant bredere end noget andet redskab i renserkategorien på markedet.

Så vidt, så godt. Hvert ord er sandt, men det er først, når du ser den køre i marken, at det usædvanlige med GST Biostar står krystalklart.

GST Biostar er ugens maskine. Gå en tur med rundt om den og se fem interessante detaljer.

GST Biostar

1. Dansk produceret renser

Inspirationen er fransk, men GST Biostar er i dag dansk produceret med hærdet stål på stjernerne og lukkede lejer. Som indehaveren af GST Danmark, Jacob Gubi, siger, så er maskinen dyr, men det er også kvalitet hele vejen igennem, og det giver sig udslag i både høj driftssikkerhed og en omkostning på 15-20 kr./ha til sliddele. Det skal man holde sig for øje, hvis man fristes af en billig kopi, anbefaler han.

»Nu er der solgt langt over 50 maskiner i Danmark og udlandet. Fem mand er beskæftiget med at bygge og servicere renserne, og siden slutningen har jeg indtil videre kørt 13.000 km i Danmark og udlandet for at demonstrere renseren. Det havde jeg ikke lige set komme, da jeg hev den første til hjem til vores egen økologiske bedrift«, siger han.

GST Biostar

2. Keep it simple

GST Biostar fås i arbejdsbredder fra fire til 12 meter, hvor versionerne fra seks meter og opefter er foldbare med en transportbredde på tre meter. Effektbehovet går fra 65 hk ved fire meters arbejdsbredde til 200 hk for den største model.

Stjernerne med en diameter på ca. 50 cm er individuelt ophængt med lukkede lejer med otte cm afstand, og stjernerne over selve rækkerne med kulturafgrøden kan klappes op med et særligt beslag, når afgrøden bliver så stor, typisk over 15 cm, at der er risiko for afgrødeskade.

Som tilbehør fås frøsåudstyr med udløb foran renseren.

GST Biostar

3. Start ved to blade

Stjernerullerenseren har effekt fra to blade på kulturplanten og op til ca. 25 cm højde. Den generelle anbefaling er at begynde rensningen, når afgrøden har to blade. Det anbefales desuden at køre to gange ret hurtigt efter hinanden, ca. fem dage, for at opnå optimal effekt.

Afgrødeskaden er, også i uafhængige målinger, opgjort til ca. en procent.

GST Biostar

4. Farten er afgørende

Ofte er fremkørselshastigheden og effekten af rensningen hinandens modsætninger. Med GST Biostar er det lige modsat: Jo hurtigere, desto bedre.

»Under 15 km/t duer ikke, for så for man ikke en ordentligt ’skovleeffekt’ af spidserne på stjernerne. Det er den opkastede jord, der kvæler ukrudtet«, forklarer Jacob Gubi.

Arbejdsdybden og jordkastningen reguleres med fremkørselshastigheden. Jo hurtigere der køres, desto mere øverligt arbejder stjernerullerne. Sliddet er ens i intervallet 15-25 km/t

GST Biostar

5. Bredt anvendelsesområde

GST Biostar kan arbejde i alle rækkesåede afgrøder op til ca. 25 cm højde. Ved 15 højde anbefales oftest at løfte stjernerullerne over rækkerne fri.

Desuden kan stjernerullerenseren også bruges i korn, hvor der kan køres på skrå af rækkerne.

Med gødningsplaceringsudstyr kan der eftergødskes under sidste rensning i majsen, og med gødningen i en fronttank kan der opnås høj kapacitet.

Med frøudstyr med udblæsning foran stjererullerne og effektiv dækning af den opkastede jord kan GST Biostar også så efterafgrøder i majs samt efterafgrøder efter korn med høj sikkerhed for effektiv fremspiring og lave etableringsomkostninger, fordi kapaciteten nærmer sig 20 hektar i timen. Medbringes frø i fronttank, stiger kapaciteten yderligere. Med held er GST Biostar også brugt til at etablere kløver og græs i renbestand.

Sidst, men ikke mindst, kan renseren også lave et fint arbejde med relativt store afgrøderester på jordoverfladen samt i pløjefri dyrkningssystemer.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.