Ugens Maskine: "Først går effekten op - så går hastigheden ned for at holde omdrejninger"

Næste generation af Claas Jaguar 900 får mere automatik, nye motorer og stærkere indføring. Også kabinen får et løft.

Claas har en enorm historik på markedet for selvkørende finsnittere. Næste år sender den privatejede virksomhed næste generation på markedet, og det bliver en serie, der i højere grad kan udnytte sin kapacitet fuldt ud sammen med mere komfort for chaufføren.

Lige som Cemos på Claas’ mejetærskere, så kan man godt begynde at vænne sig til ordet på finsnitterne. Med Cemos Auto Performance slår Claas Cruisecontrol og Dynamic Power funktionerne sammen til ét system, som automatisk regulerer hastighed og effekt efter mængden af materiale.

"Først går effekten op - så går hastigheden ned for at holde konstante omdrejninger, hvilket er vigtigt for at holde en høj kapacitet og en god snitkvalitet", fortæller Jörg Wesselkamp fra Claas.

Med det refererer han til samarbejdet mellem de to funktioner og, hvad der helt konkret sker, når snitteren kører i skåret og tilpasser sig en voksende mængde materiale.

"Funktionerne er ikke nye, men det er nyt, at de arbejder sammen som en helhed", tilføjer Jörg Wesselkamp.

Mere effekt i toppen

I Europa får vi syv modeller af den nye Jaguar at se med 930 som den mindste af slagsen med 462 heste. I den anden ende kommer en ny topmodel til at præge billedet. Det bliver Jaguar 990 med 925 hestekræfter, som hovedsageligt er tiltænkt de maskinstationer, som snitter meget majs til biogasanlæg.

Lige som den lidt mindre 980 får flagskibet 990 en MAN V12 motor på 24 liter, og den vil også blive tilgængelig som Terra Trac-version med bælter - hvilket også gælder den mindre Jaguar 960.

960’eren og modellerne nedad: 950, 940 og 930, fortsætter med rækkesekseren fra Mercedes, men Jaguar 970 får en ny sekscylindret udgave fra MAN - to færre cylindre end tidligere.

»I den nuværende model benytter vi en V8. Vi ser, at flere konkurrenter går mod V12 på snittere omkring de 800 heste, men vi går den anden vej, fordi en mindre motor i det segment ganske enkelt er billigere at vedligeholde,« forklarer Jörg Wesselkamp, der tilføjer, at den nye Jaguar 970 med seks cylindre har et højere drejningsmoment end den nuværende udgave med V8.

Chaufføren får det lidt lettere

Rundt om på den nye generataion gemmer der sig en række ændringer. Blandt andet er indføringen forstærket, og Claas kommer til at levere en integreret tank på 37 liter, hvis man har brug for at tilsætte additiver i afgrøden under kørslen.

I kabinen er der også ret let at se, der kommer en ny Jaguar. Claas har monteret et nyt armlænskonsol, som blandt andet rummer C-motion kørehåndtaget og den nye Cebis Touch terminal. Og det er også fra kabinen, man kan aktivere funktionen Dynamic Steering.

"Det betyder, at man kan nøjes med at dreje rattet mindre end en omgang for at opnå fuldt styreudslag på hjulene".

"Systemet er fuld aktivt op til 10 kilometer i timen, og fra 10 til 20 kilometer i timen regulerer det automatisk ned, så det bliver mindre aggressivt", fremhæver Jörg Wesselkamp.

Han nævner, at NIR-sensoren også kommer til at måle på flere parametre i den nye Jaguar-serie. Dertil kommer også muligheden for en ny V-Max snittecylinder med 42 knive, som giver en snittefrekvens på 25.200 anslag pr. minut og gør det muligt at lave snitlængder fra 3,5 til 12,5 millimeter. Til Shredlage kan cylindren bruges med helt ned til 14 knive.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.