Ugens maskine: Frontmonteret sugearm fra Samson

Hos Samson Agro har man siden Agritechnica i fjor oplevet stor interesse for det nye frontfyldesystem, FAP, især fra det tyske marked.

Alle taler om gylle netop nu. Så selvfølgelig skal »Ugens maskine« denne gang være gyllegrej, nærmere bestemt det nye FAP frontfyldesystem fra Samson, hvor FAP slet og ret står for »Front Arm Pump«.

Ambitionen har været at sætte en ny standard for frontfyldesystemer, da Samson Agro i Viborg udviklede den nye Front Arm Pump. Og det er især det tyske marked, der har fået Samson Agro til at udvikle nyheden, der netop nu og som prototyper under denne gyllesæson testes i Tyskland, hvorefter den kan gå i produktion til gyllesæsonen i 2019.

»I Tyskland læsser de også fra lastbiler, men de har oftest ikke noget pumpetårn, så derfor har de brug for sugegrej til gyllevognen. Så det er defor, vi har gjort os umage med at udvikle noget, der passer til det tyske marked, hvor vi længe har skruet op for aktiviteterne,« siger Torben Larsen, salgs- og marketingchef hos Samson Agro.

»Men det skal siges, at der også er danske kunder, der har vist interesse for den«, siger Torben Larsen.

Hver fredag samler vi op på en aktuel maskine. Denne fredag serverer vi fem ting, der er værd at vide om Samson Agros FAP frontfyldesystem.

1. Fra lastbil eller tank

FAP’en er en frontmonteret sugearm, der er udviklet til at fylde gyllevognen direkte fra lastbil eller tank. Forventningerne til den nye FAP er høje, da den i kombination med Samsons ejektorsystem ifølge Samson sørger for høj driftssikkerhed og lave vedligeholdelsesomkostninger. Fyldningen startes med vakuum fra ejektoren på vognen. Herefter overtager centrifugalpumpen den videre fyldning uden brug af vakuum og med høj kapacitet.

 

2. Færre skader

FAP systemet gør det ifølge Samson nemt at fylde gyllevognen direkte fra transportvognen. Kørsel i forager og afgrødeskader reduceres, da der køres direkte frem til transportvognen. Redskabet bag på gyllevognen kan desuden forblive i arbejdsstilling, så man ikke skal bruge tid på at klappe ind og ud.

 

3. Betjenes via Slurrymaster 8000

FAP’en kan betjenes via SlurryMaster 8000. En række automatiske funktioner sikrer systemet mod fejlbetjening og letter arbejdet for føreren. Centrifugalpumpen stoppes automatisk, når vognen er fyldt, og spadeventilen under pumpen lukkes. En timerfunktion kan aktiveres, så armen automatisk sænkes i transportposition.

 

4. Lygter og tilbehør

FAP’en har integrerede lygter, der sidder beskyttet. Der er også et opbevaringsrum til værktøj og andre medbragte dele. Integrerede spejle og kamerasystem tilbydes som ekstraudstyr. FAP systemet vejer 980 kg. Ønskes der mere vægt foran på traktoren, er der mulighed for at montere vægtplader under bunden.

 

5. Godt udsyn

Fyldearmen er monteret i højre side, så føreren er sikret et optimalt udsyn. FAP’en kan afmonteres på integrerede støttefødder uden brug af værktøj.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.