Ugens maskine: Jeg er meget beæret over vores førsteplads
For både Maschio og importøren, MO Implements var det en fjer i hatten, da en Maschio Unico vandt DM i fabrikspløjning 2017.

Til DM i pløjning i slutningen af oktober dystede importører i Fabriks DM, og her var det MO Implements i Skive, der tog sejren med deres Maschio-plov. Det er man særligt stolte over, og det giver en vis genlyd i branchen, at det er et ret nyt produkt fra Maschio, der tog titlen.

Hver fredag samler vi op på en af de nye maskiner, som vi har omtalt i nyhedsstrømmen for nylig. Denne fredag gælder det DM-vinderen fra Maschio.

»Jeg er meget beæret over vores førsteplads. Vi er jo et lille firma, og det hjælper jo alt sammen og garanterer, at vi også er her i morgen, når produktet skal serviceres«, siger Hans Peter Villadsen fra MO Implements, der blandt andet hæfter sig ved, at den firefurede plov, som MO Implements stillede op med vandt på - som det lyder - fornem pløjning og effektiv dækning af plantematerialer. Ploven, som MO Implements stillede op med til DM var en Maschio Unico liftplov, der findes i to varianter, nemlig M til traktorer op til 200 hestekræfter og L til traktorer op til 300 hestekræfter.

Mange muligheder

Unico plovene tilbyder to muligheder inden for indstilling af furebredde, nemlig Passo, som er en mekanisk trinindstilling af furebredden fra 13 til 20 tommer samt Vario, som er en hydraulisk trinløs indstilling fra 14 til 22 tommer.

Unico plovene har en sammenboltet hovedramme i højstyrkestål. På M modellen har den dimensionerne 120x120x10 mm samt 2x10 mm udvendige rammeforstærkninger, mens det på L modellen er en ramme på 140x140x10 mm, igen med 2x10 mm udvendige rammeforstærkninger

Hans Peter Villadsen fremhæver også, at Unico plovene har skandinavisk tilpassede underplove med pløjedybder fra 16 til 30 cm. Den ene mulighed er underploven MP4WD, en 18 tommer traditionel lang underplov, der ifølge Hans Peter Villadsen løfter jorden smidigt og vender furen effektivt. En anden mulighed er MP4N, en 18 tommer risteunderplov, der effektivt smuldrer og vender furen helt om på ryggen. Begge underplove skaber en bred furebund, der tillader kørsel med 710 mm dæk.

Når det gælder landhjulet kan man vælge mellem et sidemonteret med dybderegulering via spindel eller hydraulisk eller et bagmonteret med spindel regulering.

Store investeringer

Den italienske producent, Maschio Gaspardo købte i 2013 45 procent af aktierne i den italienske plovproducent, Pietro Moro. Samtidig blev der investeret massivt i blandt andet svejserobotter i produktionen, og de nye Unico plove blev lanceret i 2015. Og endelig i 2017 blev Maschio eneejer af fabrikken.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.