Ugens Maskine: Krone Big X fylder 20 år

20. maj var det præcis 20 år siden, den første Big X finsnitter fra Krone forlod fabrikken i Spelle.

Tyskland, Spelle, 20. maj 2000. Et særsyn ruller ud fra fabrikshallerne hos redskabs- og maskinproducenten Krone.

Det er dagen, hvor den første selvkørende Big X finsnitter forlader produktionsbåndet.

Maskinen er en 540 hestekræfters sag, der på det tidspunkt er ret så mange hestekræfter i en finsnitter. Faktisk har Krone allerede den større 605 hestes udgave klar i kulissen, men man tør ikke kommunikere dette ud til offentligheden af frygt for at skræmme mulige kunder væk med den meget høje effekt.

Men det lykkedes Krone at stå udfordringen, og i dag har Krone på verdensplan solgt mere end 5.300 Big X finsnittere.

Måtte gå nye veje

Da Krone sætter gang i udviklinen af Big X har man en ide om, hvordan snitteren skal bygges. Men patenter hos konkurrenterne gør, at man må tænke ud af boksen og komme med nye løsninger.

»Vi måtte træde på ukendt terræn med mange af vores løsninger, for det var ideer, der ikke fandtes andre steder,« fortæller Josef Horstmann, direktør for forskning og udvikling hos Krone, der selv var med til at udvikle finsnitteren i sin tid.

Da Big X stod klar, var det blandt andet med seks indføringsruller, hydrostatisk fremdrift med trinløs regulering på alle fire hjul og en transmission, som var i stand til at køre 40 kilometer i timen.

»Det var et udsædvanlig spændende projekt at udvikle Big X. For mig var det bedste at sidde ved siden af chaufføren i kabinen og se ham betjene snitteren og gøre brug af alt det, vi havde lavet til den,« husker Josef Horstmann.

I 2003-2004 er produktionen i gang, og Big X er i skåret - nu også med en større model Big X 780 med en enorm V12 motor og 780 hestekræfter. Den mest effektfulde maskine i landbruget på det tidspunkt.

»Vores konkurrenter i branchen var samtidig overrasket over, at vi havde udviklet vores egen pickup og eget majsbord til snitterne,« fortæller Josef Horstmann.

Hæver kabinen og kører med joystick

I dag er Krones Big X finsnittere ikke længere den mystiske outsider. Selvom det er et nichemarked, er Krone Big X en af de store spillere og med modeller fra 490 til 1.156 heste.

Krone har opdelt sine i alt otte modeller i to serier: Big X 480, 530, 580 og 630 er den lille af slagsen med sekscylindrede MTU-motorer og en 630 millimeter bred snittecylinder. Big X 680, 780, 880 og 1180 er de store drenge med V8- og V12-motorer fra Liebherr og en 800 millimeter bred snittecylinder.

Siden 2000 er der sket meget med Big X. Nogle af de seneste ændringer er muligheden for hæv/sænkbar kabine, og på Agritechnica i 2019 viste Krone muligheden for at styre maskinen via et joystick i stedet for et rat.

Har du ikke heste nok i snitteren, så lancerede Krone også Xtrapower på Agritechnica. Det går kort fortalt ud på, at man online kan købe adgang til 50-100 hestekræfter ekstra på maskinen i en periode.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.