Ugens Maskine: McCormicks næste X bliver stærkere

X7-serien vokser i effekt og udseende, når den nye generation vises på Agritechnica om to uger.

McCormick har i flere år været ikke-eksisterende på det danske marked. Men sidste år blev Helms TMT Centret ny importør og har fået gang i salget af de røde traktorer. Og nu er McCormick på vej med en traktor, der effektmæssigt passer godt ind på det danske marked.

På Agritechnica kommer McCormick til at vise en ny generation af X7-serien, som kommer til at bestå af fem modeller. Topmodellen bliver McCormick X7.624 VT-Drive, der yder op til 240 hestekræfter ved maksimal effekt, og det er et væsentlig løft i forhold til den nuværende X7 topmodel, der topper ved 192 heste - altså næsten 50 heste færre.

VT-Drive indikerer, at serien bliver med trinløs transmission. Og følger den nye serie trop med dens forgænger, så kommer transmissionen fra tyske ZF, som tillader hastigheder fra blot 40 meter i timen.

Snupper design fra større traktor

Samtlige fem modeller kommer til at leve op til de nye Stage V motorkrav. Motoren kommer fortsat fra FPT (Fiat Powertrain Technologies), og vil i X7.624 have et maksimalt drejningsmoment på 983 newtonmeter ved 1.400 omdrejninger.

På designet kommer man også til at se et løft.

»Den nye generation X7 vil få et design der er identisk med vores større X8-serie«, fortæller Antonio Salvaterra, marketingdirektør hos Argo Tractors, som står bag McCormick.

Vælg flere funktioner

I kabinen på den nye 7’er holder McCormick fast i det nuværende layout. Dog kommer der en lille ændring i kørehåndtaget.

»Vi har den såkaldte "My switch«, hvor brugeren kan vælge mellem en række funktioner, knappen skal betjene. Fremover vil der blive plads til at lagre flere forskellige funktioner,« tilføjer Antonio Salvaterra.

Og for første gang vil man i X7-serien opleve en traktor, der har elektronisk betjening af ratstammen - lidt som vi kender det fra visse biler.

Også med powershift-transmission

Mange af opgraderingerne på X7 VT-Drive går også igen på modellerne med powershift-transmission: X7 P6-Drive. P6-modellerne vil samtidig komme i to varianter, en Premium og en Efficient, hvor sidstnævnte blandt andet har en mindre hydraulisk ydelse.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.