Ugens maskine: Op til 12 meter og indtil nu "fuldstændig overset mærke"

Den er stort set ukendt på det danske marked, men allerede populær. Tung og gennemtænkt tallerkenharve fra Frankrig er ugens maskine.

"Agrisem er et fuldstændig overset mærke på det danske marked, men som efter vores opfattelse byder på gennemtænkte redskaber, der passer godt til danske forhold", forklarer Anders Hansen, medejer og sælger hos FMR Maskiner.

Firmaet med base i Nykøbing F har fået importen og forhandlingen af mærket i Danmark og mærker en pæn interesse.

FMR Maskiner er netop i disse uger rundt på Sjælland og Sydhavsøerne for at vise en række af sine produkter frem og møde nye og gamle kunder.

Med på turen er blandt andet en iøjnefaldende gul og tung discharve i velvoksen arbejdsbredde fra netop Agrisem.

Agrisem discharve

Særlig bølgeform 

Disc-O-Mulch tallerkenharven fås i versioner fra 3 til 12 meters arbejdsbredde og med et stort udvalg af tilhørende pakkere.

Fælles for alle størrelser er de 570 mm store bølgede discs, placeret i to rækker. Bølgeformen holder discene skarpe og giver lidt bedre opblandingsegenskaber. 

Desuden gør den særlige vinkling af discene det muligt at slide ekstremt meget af discene uden tab af effektivitet, fordi discene fastholder angrebsvinklen.

Agrisem discharve

God dybdestyring

Placeringen af de kraftige bærehjul med dæk i dimensionen 710/45R22,5 på de store bugserede versioner mellem de to rækker discs og pakkeren er også en gennemtænkt detalje, som Anders Hansen fremhæver. 

For det giver en god dybdestyring med mulighed for at lægge vægten der, hvor der er brug for den.

Desuden sikrer støttehjul yderst på rammen både foran og bag de to discsektioner en præcis dybdestyring.

Agrisem har et bredt udvalg af pakkere til Disc-O-Mulch.

Agrisem

Særlig fransk filosofi

Det franske firma Agrisem blev stiftet i 1993 ud fra en filosofi om, at landmandens vigtigste værktøj ikke holder i maskinhuset, men er hans jord, som derfor kun skal bearbejdes så lidt som muligt, men så meget som nødvendigt for at etablere en afgrøde. 

Den filosofi kommer meget godt til udtryk i Agrisems første redskab, Multisem Plow (billedet), som ikke er en plov, men et grubberlignende redskab med en pakker og en såmaskine efterspændt til etablering af en ny afgrøde efter en øverlig discharvning af stubben fra den foregående afgrøde. 

Grundlæggende har Agrisem satset på de pløjefri dyrkningssystemer og bevæger sig nu i retning af conservation agriculture og strip-tillage. 

Redskaberne er meget kraftige og udviklet til den svære lerjord, som dominerer i store dele af det franske dyrkningslandskab.

Agrisem udvikler og bygger selv redskaberne helt fra grunden af og er kendt for at levere redskaber uden ’børnesygdomme’.

Agrisem discharve

Mærkbar interesse

På Vestsjælland, hvor knap et par hundrede interesserede kiggede forbi FMR Maskiners besøg på Ølandsgården, stod en spritny 10 meter bred Disc-O-Mulch tallerkenharve med dobbelt jord-til-jord-pakker.

Den skal ikke med retur til FMR-domicilet i Nykøbing F, idet den er købt af værten, som driver pænt over 1.000 hektar.

Og det er ifølge Anders Hansen symptomatisk for debuten i Danmark, at netop tallerkenharverne går godt. FMR fører dog det komplette Agrisem-program.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.