Ugens maskine: Uden vand går det ikke

Navnet Fasterholt bliver mere og mere aktuelt. Producenten udvikler nyt og optimerer på det eksisterende program.

Ideen med »Ugens maskine« er, som navnet antyder, at kigge nærmere på en aktuel maskine og dens egenskaber. Men denne ugens maskine kunne lige så vel være sommerens maskine - eller rettere sidste sommers maskine og måske også den kommende sommers maskine. Og så er det et ærke-dansk produkt - nemlig Fasterholts vandingsmaskiner fra den lille midtjyske by Fasterholt nær Brande.

Hver fredag samler vi op på en aktuel maskine. Denne fredag serverer vi fem ting, der er værd at vide om Fasterholt netop nu.

1. Overhaling og nyt navn

Et af de senere tiltag hos Fasterholt er, at man har givet den kendte model, FM4500, en overhaling, der berettiger til en ny betegnelse, nemlig Fasterholt FM4550. Den er blevet optimeret, så den er blevet mere brugervenlig. Den er også producentens bedst sælgende maskine.

 

2. Nyt bagtøj

Blandt andet har FM4550 fået et nyt bagtøj, som er forberedt til hydrauliske bremser. Det betyder, at man kan få eftermonteret bremser på maskinen, hvis man ønsker det. Skulle der på et tidspunkt komme lovkrav om bremser på maskiner, der bliver trukket på landevejen, vil maskinen nemt kunne opfylde dette krav ved at eftermontere bremserne.

 

3. nemmere betjening

Derudover er der ifølge Fasterholt flyttet lidt rundt på nogle ting. For eksempel er gearventilerne blevet flyttet fra venstre til højre side, så man nemt kan vælge gear, mens man står i den side, hvor computerstyringen sidder. Ydermere har maskinen fået nye skærme, så det bliver lettere at komme til eksempelvis at smøre kæden eller skifte en rem.

 

4. Ny indtræksmaskine

Fasterholt GT 12 er det seneste skud på stammen i Fasterholt-serien - og dermed også den eneste indtræksmaskine fra Fasterholt. Den er bygget op med galvaniseret chassis, kanonvogn samt slangetromle, hvilket angiveligt gør maskinen meget solid.

 

5. Indbygget turbine

Den nye GT 12 er udstyret med kraftig gearkasse med indbygget turbine og styres af Nortoft-computeren Program Regn 10-12. Vandingsmaskinen er udstyret med hydrauliske støtteben og hydraulisk kanonvognsløft. Derudover er maskinen monteret med krydssporsaksel, som sikrer korrekt oprulning af slangen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.