Ugens profil: »Vi har aldrig drænet så meget som i sommer«

Bugge Ericsson fra SM Entreprenørfirma på Salling melder om kolossal travlhed. Den tørre sommer har fået overraskende mange til at tænke på dræning.

At den tørre sommer har fået rigtig mange landmænd til at fokusere på dræning af markerne, havde de færreste nok set komme. Men sådan er det ikke desto mindre. Hos SM Entreprenørfirma i Roslev på Salling melder man om en overraskende travlhed på drænområdet lige nu.

Direktør for SM Entreprenørfirma, Bugge Ericsson er tredje generation i virksomheden, der i år har haft 70 års jubilæum. Og han er kendt som en af landets markante eksperter, når det gælder dræning.

»Lige nu kører vi derude med tre hold med kædegravere. Egentlig har jeg haft et princip om, at vi ikke skal være mere end 20 ansatte i marken, men lige nu er vi faktisk 28. Vi har aldrig drænet så meget som i sommer«, siger Bugge Ericsson, der vurderer, at der er flere årsager til travlheden.

»Mange landmænd har fået øjnene op for, hvor vigtigt det er at få drænet. Og så tror jeg, at mange her i sommer har tænkt, at når man alligevel ikke kan komme ud at høste, så kan man lige så godt bruge tiden på at få drænet. Og vi vil da hellere dræne i den lyse tid end i de mørke og kolde måneder«, siger Bugge Ericsson.

Mange stamkunder

Bugge Ericssons medarbejdere foretager primært dræningsarbejde lokalt, det vil sige Mors, Thy og Salling, men lige for tiden er der også opgaver på Djursland og ved Vejle og Silkeborg.

»Vi har mange landmænd, der ringer igen og igen, og som nærmest har brugt os i generationer. Lige nu har jeg mellem tre og ti henvendelser om dræning dagligt. Og når vi kommer ud og dræner og måske bliver bedt om at dræne 1.000 meter, så griber det somme tider om sig, så det måske bliver 1.300 eller 3.000 meter, hvis kunden beder om det«, siger Bugge Ericsson, der tilføjer, at firmaets filosofi er ikke at være billigst på prisen, men bedst på kvaliteten.

Bugge Ericsson har ganske vist en uddannelse som agrarøkonom, og en overgang passede han også grise, men ellers har han altid har været i firmaet.

»Jeg er 42 år gammel, og jeg har 42 års anciennitet i firmaet«, siger Bugge Ericsson, der på grund af den øgede arbejdsmængde netop har bestilt endnu en ny kædegraver, som han får leveret i februar.

Bugge Ericssons far, Bo Ericsson, er også stadig aktiv i SM Entreprenørfirma.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.