Ukrainsk produktion af ikonisk dansk vogn sættes på pause

Dansk maskinfabrik i Ukraine producerer bl.a. de kendte TIM-vogne. Personalet har fået fri – og flere skal i krig.

Det er i særdeleshed nogle bevægende og tumultariske dage for en af nestorerne i den danske maskinbranche, Cormall-ejer Peter Hansen.

I mere end 35 år er han kommet i Ukraine, og er i dag med til at drive en maskinfabrik i det vestlige Ukraine. Her lønfremstiller man bl.a. maskiner for Thyregod – bl.a. de kendte TIM-vogne, som danske landmænd i generationer har kørt med.

Produktionen i Ukraine er nu sat på pause, fortæller han til LandbrugsAvisen.

»Vi har 35 mand på maskinfabrikken, som vi har sendt hjem og sagt til dem, at deres personlige sikkerhed er det, som er i højsædet, og så må vi se, hvordan verden ser ud på mandag«, fortæller han til LandbrugsAvisen og bekræfter, at flere af dem rejser videre for at kæmpe for Ukraine.

Peter Hansen fortalte for et par uger siden om situationen i Ukraine til Danmarks Radio, mens han ventede på at rejse hjem. Dengang berettede han, at situationen virkede surrealistisk og at en krig ikke virkede nært forstående, når man befandt sig det vestlige Ukraine.

Nu er det imidlertid blevet realiteterne, og for Peter Hansen, der om nogen har rejst meget i regionen og samtidig også har været med til at opbygge to landbrugsbedrifter er det meget, meget trist.

”Det havde jeg ikke troet, at jeg skulle opleve i mit liv. Jeg har oplevet den kolde krig og at Muren kom, og at den forsvandt igen. At der skulle ske det her og komme en mur igen. Det er en helt ny måde, som der skal ageres på i verden igen”, siger han.

Egentlig var hans søn stadig i Ukraine, men torsdag drog han også mod den polske grænse.
»Jeg havde en lang diskussion med ham, om han skulle vente. Nu var det tid. Han tog masser af vand og tæpper med, og var klar til at vente længe på at komme over grænsen«, fortæller han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.