Ukrudts-kamera nu hos 100 landmænd

Datalogisk har nu deres kamera og app, der skal gøre kampen mod ukrudt mere præcis, ude og arbejde hos 100 landmænd i flere lande.

Den var en rigtig nyhed på Borgeby sidste år. Nu er Datalogisks Weedmap, som består af et kamera og en app til smartphone eller tablet, rykket længere ud på markerne, fortæller direktør hos Datalogisk Birger Hartmann.

»Vi har den nu ude hos 100 landmænd, hvoraf langt de fleste er i Danmark og så nogle stykker i Sverige og Polen«, fortæller han om løsningen, der spiller sammen med firmaets kendte mark-program Næsgaard Mark, så oplysningerne fra kameraet kan danne et tildelingskort, inden sprøjten skal i marken.

Aktive i Sverige og Polen

Datalogisk har igennem nogle år satset på det svenske marked. Det DLG-ejede selskab består i dag af 11 ansatte i Danmark samt to i Sverige og Polen.

»Svenskerne er meget interesserede i sådanne løsninger som Weedmap og i at finde ud af mere om, hvad man sprøjter imod«, fortæller han.

I Sverige er Datalogisk nr. to inden for markedet for softwareløsninger til landmændene. Svenske DataVäkst sidder solidt på førstepladsen og store dele af Sverige, mens Datalogisk står stærkest i Skåne. På Borgeby viste Datalogisk også en svensk version af planteværnstjek frem under navnet KemiKoll, ligesom projektet RoboWeedMaps med bl.a. AgroIntelli, Danfoil og Aarhus Universitet blev vist frem.

Faktaboks

WeedMap

  • Kamera og app. 
  • Kortlægger mængden af ukrudt i marken. 
  • Spiller sammen med Næsgaard Mark. 
  • Koster omkring 2.000 kr. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.