Under test: Nu kører næste generations internet på dansk traktor

Det nye 5G netværk har kørt test i de seneste uger på traktor ved Padborg.

I slutningen af sidste år rullede TDC Net infrastrukturen ud til næsten generation internet i Danmark.

Det såkaldte 5G netværk betyder, at hastigheden og dataoverførslen kommer til at nå til et helt nyt niveau.

Hos TDC Net forklarer underdirektør Toke Binzer, at 5G-netværkets gode dækning, høje hastighed og lave svar-tid åbner op for nye muligheder indenfor landbruget. Kombinationen af de egenskaber gør det nemlig muligt at sende og modtage store mængder af data via netværket i tæt på realtid.

”Som eksempel kan vi se ind i en fremtid, hvor sensorer monteret på landbrugsmaskinerne indsamler data om alt fra jordbundsforhold, temperaturer og ukrudt, sender det til en central enhed, hvor det bearbejdes i realtid via kunstig intelligens, hvorefter maskinen får information retur om, hvordan den kan bearbejde jorden mest effektivt og med mindst mulig brug af sprøjtemidler. Alt sammen uden menneskelig indblanding”, forklarer han i en pressemeddelelse.  

Rent maskinelt havde Semler Agro udlånt en John Deere til forsøget, hvorefter forskere fra Aalborg Universitet og Aarhus Universitet undersøgte 5G-netværkets hastighed, responstid og stabilitet i drift.

Resultaterne er stadig foreløbige, men forskerne konkluderer på nuværende tidspunkt, at der på sigt er ”mange reelle muligheder for anvendelse af 5G til fremtidens intelligente landbrug”.

Hos TDC Net kalder Toke Binzer det for en klar ambition, at 5G-netværket netop skal forbinde og kunne bruges i hele landet.

”Ikke blot de store byer og tætbefolkede områder, men også landdistrikterne og de åbne marker, hvor landbrug i dag optager størstedelen af arealerne. Det er lykkedes. Fundamentet er derfor på plads til, at virksomhederne og de øvrige aktører i 5G-økosystemet kan begynde at udvikle og modne de teknologier, der på sigt kan gøre dansk landbrug endnu smartere”, siger han.

Relaterede artikler

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.