Ung opfinder får legat fra maskinhandlerforening

Per Christian Christensen har modtaget 10.000 kroner i fra Dansk Maskinhandlerforenings jubilæumsfond.

»Du er meget alsidig og udfører enhver opgave med flid og dygtighed. På det menneskelig plan er du meget positiv og har et utrolig godt humør, og så er du god til at samarbejde og til at lære fra dig. Du er ikke typen der holder fri, og du har altid gang i et eller andet projekt«.

Det var nogle af de ord den nu udlærte landbrugsmaskinmekaniker Per Christian Christensen fik med af Dansk Maskinhandlerforenings formand Jens-Aage Jensen, da han var forbi SU-MAS Suldrup Maskinforretning A/S for at uddele et legat fra foreningens jubilæumsfond. Et legat på 10.000 kroner.

Per Christian Christensen var på det første hold af landbrugsmaskinmekanikere, som gennemførte uddannelsen som en EUX uddannelse i sommeren 2019. Det betyder kort sagt, at eleverne får en studentereksamen med sig oven i den faglige uddannelse.

»Der er ikke nogen i min familie, der har været på gymnasiet, men min mor synes, jeg klarede mig så godt i skolen, at jeg burde gå på gynmasiet. Det var vi ikke helt enige om, og der var desværre ikke nogen studievejledere, der fortalte om EUX. Men jeg tror faktisk, jeg læste om muligheden i et Traktor Tech magasin«.

»Det blev et kompromis, hvor jeg så både fik en studentereksamen og en erhvervsuddannelse – og det har jeg ikke fortrudt. Det er en utrolig alsidig uddannelse, og du kan virkelig meget forskelligt, når du har gennemført den«, siger han.

Har startet egen virksomhed

Den unge mekaniker har ved siden af arbejdet hos Suldrup Maskinforretning allerede startet egen virksomhed: Jysk Maskiner og Stål ApS. Her har Per Christian Christensen og en kollega udviklet deres eget produkt – en kost til at feje under minkbure med, som de har taget patent på, og som bliver solgt via Specialbutikken i Aars.

Hos arbejdsgiveren har man det helt fint med, at de unge også prøver kræfter med deres eget i fritiden.

»Det er dejligt, de har noget initiativ og gåpåmod, og det får vi da bare endnu bedre svende ud af«, siger Karsten Nielsen, indehaver af Suldrup Maskinforretning.

Dansk Maskinhandlerforenings Jubilæumsfond uddeler i år ni legater til unge mennesker, som har udmærket sig både på det faglige niveau og på det personlige plan. Hver legatmodtager får - ud over æren og et diplom - 10.000 kroner.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.