Väderstad InLine kan placere små mængder gødning sammen med korn

Landmand på Give-egnen var interesseret i at placere små gødningsmængder sammen med såningen. Derfor kom han til at bidrage til udviklingen af nyt InLine system fra Väderstad.

Det er efterhånden ikke noget særsyn, at danske landmænd deltager i udviklingen af nye maskiner hos producenterne. Tidligere på ugen var der således premiere på en ny variant blandt Väderstads såmaskiner, Spirit 600C Inline. Såmaskinen som sådan er ikke ny, men det er InLine, et nyt system til samsåning af korn og gødning. Det er siden foråret blevet testet og videreudviklet af en dansk landmand på Give-egnen.

Udviklingen begyndte for tre-fire år siden, og produktionen af Spirit såmaskinerne i fire og seks meters bredder med InLine systemet går i gang i november.

»Vi har en forventning om at sælge mange af dem, da mange danske landmænd kører med små gødningsmængder. Og netop landmanden på Give-egnen havde over for os spurgt ind til lavere gødningsmængder, og det var en af grundene til, at han blev partner i udviklingen«, siger salgschef hos Väderstad Danmark, Asger Jørgensen, der tilføjer, at det er nemt at finde landmænd, der gerne vil teste.

»Men det er afgørende, at de har dygtigheden og lysten. Og hvad der gør Danmark yderligere interessant for testarbejde, er vores store variation af afgrøder«, siger Asger Jørgensen, der tilføjer, at landmanden på Give-egnen efterfølgende har købt test-maskinen. Han nåede at så 600 ha med den.

Den nye Väderstad Spirit 600C InLine, der har samsåning af gødning og korn i samme såskær, placerer en lav mængde gødning sammen med såsæden i sårillen, hvilket gør, at planterne er i stand til hurtigt at optage næringen.

»InLine systemet gør det muligt at placere gødningen i sårillen sammen med såsæden. Det giver frøene et hurtigt boost direkte efter såning, hvilket sikrer, at de spirer hurtigere. InLine systemet er meget effektivt, når der arbejdes med moderate mængder gødning«, siger Magnus Samuelsson, konceptudvikler hos Väderstad.

Til gengæld skal man passe på med store mængder, som kan give risiko for svidning.

På Spirit 600C InLine er luftstrømmene til gødning og såsæd adskilte. Det sikrer, at gødning og kerner ikke blandes forkert, særligt når størrelsen og vægten på frø og gødning er forskellige. Intensiteten af luftstrømmene kan let justeres, hvilket sikrer præcis placering af både frø og gødning.

Gødningen doseres med det elektriske Fenix udsåningssystem, som er magen til den enhed, der udsår korn.

Faktaboks

Väderstad øger fokus på Danmark

  • Det forstærkede fokus på det danske marked var overskriften, da Väderstad Danmark tidligere på ugen holdt et arrangement for pressen hos Kring Agro ved Fredericia. Her offentliggjorde man, at Väderstad Danmark fremover er en del af Väderstad Nordics gruppe af salgsselskaber, og Asger Jørgensen vil fremover være ansvarshavende salgschef for Danmark. På dagen var man også klar med en regulær nyhed med et stærkt dansk islæt, såmaskinen Spirit 600C InLine.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.