Vælg først og fremmest en halmvogn, der må køre på vejen

Flere landmænd er kommet galt af sted ved at vælge en halmvogn, der faktisk ikke må køre på offentlig vej. Landskonsulent hos Seges advarer om faldgruberne, hvoraf flere er overraskende.

Sikkerheden inden for fiksering af halmballerne har fået et kæmpe løft inden for de seneste år. Der findes nu et stort udvalg af gode vogne, der fikserer med bl.a. sidebøjler, topfiksering eller automatisk fastsurring med surrebånd.

»Det har jeg kun godt at sige om, men flere landmænd er kommet galt af sted ved at vælge en løsning, der faktisk ikke må køre på offentlig vej. Det vil jeg gerne sætte fokus på her«.

Ordene kommer fra Seges’ maskinkonsulent Henning Sjørslev Lyngvig.

Råbe markedet op

»Bagved facaden er der foregået en diskussion om, hvem der har ansvaret, når en landmand køber en halmvogn, der i realiteten ikke må bruges på offentlig vej. Jeg oplever, at det sker ubevidst fra både køber og sælger. Men rent juridisk er det sådan, at ved en handel mellem to professionelle har begge parter et ansvar. Derfor håber jeg at medvirke til at råbe markedet op«, siger Henning Sjørslev Lyngvig.

 

Kun 2,55 m i bredden

Det mest gængse problem er, at læssets bredde inklusive sidebøjler overstiger 2,55 meter. Det må det ikke. Problemet opstår i nogle tilfælde, når sidebøjlerne over tid bliver lidt skæve, så midten i længderetningen stikker lidt ud.

»Mit råd til køber skal være at afprøve halmvognen i praksis og tjekke, om det er realistisk at overholde 2,55 meter med læs – også over tid. Hvis det ikke er tilfældet, så vælg en anden løsning«, råder Henning Sjørslev Lyngvig.

Tilladt længde varierer

Et traktorvogntog som en traktor med halmvogn må være 18,75 meter, men mellem gård og mark eller maskinstation og kunde tillades 22 meter – såfremt ladlængden ikke overskrider 15,65 meter.

Husk højden

»Det vil sige, at hvis en landmand kører halm hjem fra marken, tillades 22 meter. Men hvis samme landmand leverer halm til halmværket, tillades kun 18,75 meter. Nogle vogne kan klappe bagenden op, så længden kan varieres. Det er oplagt til dem, der leverer halm med traktor«, siger Henning Sjørslev Lyngvig, der også minder om, at landbrugets køretøjer må være 4,0 meter høje.

Herunder har vi samlet fem halmvogne af forskellige slags og med forskellige egenskaber og udstyr.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.